ER DET VOLD?
Er du i tvivl om det, du oplever, er vold, skal du stole på din mavefornemmelse. Vold er nemlig meget mere end fysisk vold. Der findes altid et element af psykisk vold i et voldeligt parforhold, og ofte er flere former for vold på spil på samme tid – for eksempel også seksualiseret, økonomisk, digital og materiel vold.
vold har mange ansigter
Truer din partner med at gå fra dig, gøre dig eller børnene fortræd eller begå selvmord, hvis du ikke ’pleaser’ ham? Nedgør han dig og taler grimt til dig, når I er alene eller foran andre? Får han dig til at føle skyld og skam, som du ikke kan dele med andre? Fordrejer han konflikter, vender tingene på hovedet, benægter eller underdriver sin andel i jeres konflikter? Skifter han pludseligt mellem kulde og afvisning og store kærlighedserklæringer? Manipulerer eller tvinger han dig til at gøre ting, du egentlig ikke har lyst til – også seksuelt? Er han dig utro gentagne gange eller beskylder dig for utroskab? Beskylder han dig generelt for ting, du ikke har gjort? Tjekker han din telefon, din adfærd på sociale medier og din webhistorik? Vil han kontrollere, hvor du befinder dig, og hvem du er sammen med? Giver han dig skyldfølelse, hvis du bruger tid sammen med familie, venner og kolleger? Kontrollerer han din økonomi, får dig til at købe ting til ham eller stjæler fra dig?
er du i tvivl?
Måske har du en fornemmelse af, at noget er helt galt i jeres forhold, men kan ikke sætte en finger på, hvad det helt præcist er. Det er helt almindeligt, at man begynder at tvivle på sin egen virkelighedsopfattelse, når man er udsat for vold. Lad tvivlen komme dig til gode og søg hjælp for at få et overblik.
INDIVIDUEL RÅDGIVNING
Når du er blevet tilbudt et forløb i ‘Sig det til nogen’, vil du blive kontaktet af en af vores rådgivere. Sammen aftaler I en dato for opstart af et forløb.
ER DU PÅRØRENDE?
‘Sig det til nogen’ er også et gratis rådgivningstilbud til pårørende til kvinder, der har været udsat for vold i nære relationer.
ER DU FAGPERSON?
Er du i dit arbejde i kontakt med voldsudsatte kvinder og børn, får du her en række gode råd til at støtte, rådgive og henvise til den rette hjælp.