Sådan hjælper vi dig

Vold og kontrol i nære relationer har mange udtryk, derfor er det en god idé at spørge fagfolk til råds.

‘Sig det til nogen’ er varetaget af krisecentre seks steder i landet. De trækker på deres mangeårige erfaring og faglige viden om vold. Selve rådgivningen foregår dog uden for krisecentrene. Dermed kan din hverdag kan fortsætte, som den plejer, mens du deltager i forløbet.

‘Sig det til nogen’ har flere rådgivere tilknyttet: Både i Storkøbenhavn, Randers, Ringsted, Kolding og Holstebro. Rådgiverne har en socialfaglig, psykologfaglig eller juridisk uddannelse og erfaring med at rådgive og støtte kvinder og pårørende til kvinder, der har været udsat for psykisk, fysisk vold eller andre former for vold. Rådgivningen er fortrolig.

Hvordan starter du?

Hvis du tror, at et rådgivningsforløb hos ‘Sig det til nogen’ er noget for dig, kan du ringe eller skrive en mail til os. Kontakt os i København, Randers, Ringsted, Kolding eller Holstebro, alt efter hvad der ligger tættest på dig. Du vil blive tilbudt en visitationssamtale, som vi skal bruge til at vurdere, om rådgivningstilbuddet er det rette for dig. Hvis ikke, vil vi forsøge at anbefale et mere relevant tilbud.

Individuel rådgivning

Individuel rådgivning foregår fysisk i hyggelige, trygge og anonyme lokaler flere steder i landet. Du kan få hjælp det sted, der passer dig bedst.

Gruppeforløb

I et samarbejde mellem dig og rådgiveren under den individuelle rådgivning vil det blive vurderet om et gruppeforløb er relevant for dig. 

Lever du i kærlighed og frygt?

Et parforhold kan indeholde både kærlighed og frygt, og hvis det er tilfældet, vil frygten i længden tage over. Det er skadeligt for psyken og selvværdet.