FREJA
24 år. Så længe var Freja i det parforhold, som langsomt forvrængede hendes virkelighedsbillede, nedbrød hendes selvværd og til sidst fik hendes krop til at reagere. Hun var klar over, at ægteskabet på nogle måder var usundt, men havde aldrig tænkt på det, hun havde levet med, siden hun var 19 år, som psykisk vold. Nu kunne hun ikke mere. For første gang i 24 år var det hende, der besluttede, at de ikke skulle være sammen længere. Men volden stoppede ikke. På en måde blev den værre.
I tiden efter skilsmissen gik Freja på arbejde, brugte op til otte timer om dagen på at svare på sin eksmands manipulerende tilsvininger og fokuserede ellers på deres tre børn på 17, 13 og otte år. Den ældste havde netop fået ungdomspsykiatriens ord for, at opvæksten med hans far havde skadet ham, og da hun søgte hjælp til ham, fandt hun Danners rådgivningstilbud ’Sig det til nogen’. De kunne ikke hjælpe Frejas søn, men de kunne hjælpe hende. Det blev til et ni måneder langt forløb med samtaler med en voldsfaglig rådgiver, en psykolog og et gruppeforløb med andre voldsudsatte kvinder. Lidt efter lidt fik hun et sprog for det, hun havde levet i, og fik justeret sit billede af virkeligheden.
JEG TROEDE IKKE, DET VAR SLEMT NOK
”Jeg vidste ikke, at man kunne få den slags rådgivning uden at bo på krisecenter. Og jeg var overbevist om, at mit tilfælde ikke var slemt nok. Altså, jeg havde jo et sted at bo, jeg kunne låse døren, jeg havde alarm på. Der var jo ikke nogen… krise. Vel?
Grunden til, at jeg overhovedet fandt ’Sig det til nogen’ var, at jeg søgte hjælp til min søn. Han havde haft det rigtig skidt før skilsmissen og var igennem to psykologforløb og udredning i børne- og ungdomspsykiatrien. Han fik nogle diagnoser, der hænger sammen med relationen til hans far.
Den afsluttende samtale i psykiatrien var en mavepuster. Der var så mange af de ting, min søn fortalte, som jeg kunne genkende fra mig selv. Jeg havde troet, at det kun gik ud over mig. En sen nattetime, da jeg søgte efter gruppeterapi til min søn, stødte jeg på et opslag fra ’Sig det til nogen’. Da jeg ringede næste dag, fik jeg at vide, at de desværre ikke havde et tilbud til unge. ”Men fortæl mig lidt om dig,” sagde hende, jeg talte med. Og så begyndte tårerne at løbe. Vi talte sammen i tre kvarter. Hun lyttede mest, men når hun spurgte ind, var det som om, hun kunne færdiggøre mine sætninger. Det var virkelig vildt. Til sidst sagde hun: ”Vi kan ikke hjælpe din søn, men vi kan hjælpe dig.”
Nogle uger senere kørte jeg til en visitationssamtale. Jeg græd i bilen hele vejen, fordi jeg tænkte, jeg ville få at vide, at jeg ikke hørte til i det tilbud. Så slemt havde det jo heller ikke været. Måske havde min eksmand ret. Måske var det meste bare oppe i mit hoved. Hvorfor skulle jeg egentlig udsætte mig selv for at køre derhen og få endnu et nederlag?
Men så sad jeg over for rådgiveren og fortalte, mens hun plottede nogle ting ind i en særlig model. Da vi var færdige, tænkte jeg, at det havde været en god snak, og hun havde spejlet mange af de ting, jeg havde sagt. Så jeg syntes faktisk, at jeg havde fået noget godt med. Da hun begyndte at tale om opstart i en samtalegruppe ugen efter, sad jeg nærmest med åben mund. ”Tænker du, jeg hører til her?!” spurgte jeg. ”Ja, det tænker jeg, du gør,” sagde hun. Så vendte hun modellen om og pegede på den: ”Er du stadig i tvivl, om du har været udsat for psykisk vold?”
I TVIVL OM MIN VIRKELIGHEDSOPFATTELSE
”Jeg er aldrig blevet slået eller skubbet. Det var mere subtilt. Min eks satte tit spørgsmålstegn ved, om noget var sket eller ej. ”Det passer ikke, Freja, det er løgn.” ”Det sker i dit hoved.” ”Du er overfølsom.” Han havde ofte fokus på mine fejl og mangler.
Det er stadig min største hurdle at holde fast i min oplevelse af virkeligheden. Så alene det, at rådgiveren i ’Sig det til nogen’ bekræftede mig i, at Mortens adfærd ikke var almindelig eller i orden, og at hun kunne sætte ord på mine følelser og tvivl, var guld værd.
Jeg tror faktisk, jeg har et godt indre kompas. Jeg ved, hvad jeg føler og oplever og er bevidst om, at andre kan opleve det anderledes. Men Morten såede tvivl om min virkelighedsopfattelse. ”Det har jeg aldrig gjort – hvorfor siger du det?”
Så jeg slog det hen, når noget føltes forkert, og gjorde det samme som mor. Når Morten var voldsom eller egoistisk i sin retorik eller handlinger, tog jeg indirekte hans parti og gav det videre i min ’oversættelse’ til børnene. ”Ja, jeg har røde øjne, men jeg er ikke ked af det. Jeg er bare træt.” ”Nej, far og jeg er ikke uvenner, vi er bare uenige.” Sådan har jeg sagt, når de med tårer i øjnene hørte skænderier og krænkelser. Jeg har ubevidst gjort det samme som ham i stedet for at lade børnene bruge deres sunde kompas. Det slog mig først, da vi kørte hjem fra psykiatrien efter min søns diagnose. Da vi holdt for rødt, sagde jeg: ”Jeg er så ked af det, Thomas. Undskyld!” Han var forundret: ”Det er da ikke din skyld,” sagde han. Men jo, jeg skulle ikke have tilladt, at han voksede op på den måde.
I forløbet med ’Sig det til nogen’ har jeg erkendt, at jeg gjorde det for at overleve. Mit system sørgede for, at vi klarede os bedst muligt. Nu øver jeg mig i at ’oversætte’ de ting, der sker, for børnene. Hvis jeg er ked af det, så siger jeg det. De er allergiske over for dårlig stemning og uvenskab. Så hvis jeg har haft en konflikt med en af dem, gør jeg meget ud af at anerkende, at det skete, men understrege, at vi bliver gode venner igen.
Det er en slags reparationsarbejde. En måde at give dem deres kompas tilbage på. Det er nærmest en socialpædagogisk fuldtidsstilling, jeg har fået derhjemme.”
BEGYNDELSEN VAR GRÆNSEOVERSKRIDENDE OG FANTASTISK
“Jeg mødte min eksmand, da jeg var 19 år – helt klassisk, på et diskotek. Jeg tænkte, at han var da meget sød, men jeg var lige kommet ud af et forhold og skulle ikke have en kæreste. På vej hjem gik det op for mig, at han boede sammen med en kæreste. ”Det var det, tak for i aften,” tænkte jeg. Men ugen efter mødte jeg ham igen. Han havde slået op med sin kæreste og sagde, at han ville være sammen med mig og lære mig at kende. Han var seks år ældre end mig. Voksen, med egen bolig og bil. Det var jeg nødt til at udforske.
Han kom med blomster og inviterede mig på restaurant. Vi havde ikke været sammen ret længe, før han sagde, at han elskede mig. Det syntes jeg var grænseoverskridende, og jeg kan huske, at jeg faktisk blev vred – for det var mærkeligt. Men det bandt mig jo også på en eller anden måde. Det var overvældende, spændende, romantisk og fantastisk.
Samtidig havde det den bagside, at han forholdsvis hurtigt i vores forhold blev meget jaloux. Vi var tit i byen, og det endte altid i drama, skældud, råb og skrig, fordi jeg i hans øjne havde en upassende adfærd – for eksempel hvis jeg snakkede med andre mænd eller var ude at danse. Selvom det var piger, jeg dansede med, mente han, at jeg kun stod på dansegulvet for at gøre mig til for andre mænd.
Det var meget voldsomt, men på en eller anden måde blev det vendt til, at det var, fordi han elskede mig så højt og var bange for at miste mig. Og så var det jo nærmest romantisk.
Som tiden gik, begyndte jeg at holde igen med at tage med i byen eller passede på ikke at drikke for meget. Han syntes nemlig ofte, at jeg havde opført mig pinligt og grænseoverskridende, mens det i min verden bare var sjov og løjer. Han kunne virkelig få mig til at blive flov og skamme mig. Der har været situationer, hvor jeg har ringet til veninder dagen efter og undskyldt min opførsel, mens de har været helt forundrede og slet ikke kunne genkende Mortens udlægning.
Ganske ubevidst begyndte jeg med tiden at rette ind og passe på ikke at gøre noget forkert, så vi kunne værne om det fantastiske, Morten og jeg havde. For det syntes jeg virkelig, det var.”
DEN PERFEKTE MOR OG VOLDSOM JALOUSI
“Vi var kærester i tre-fire år og begyndte at tale om at købe et hus. Men en søndag morgen, dagen efter en bytur, fortalte han, at han havde mødt en anden. Jeg flyttede ud samme aften, fordi han hellere ville være sammen med den anden kvinde. Jeg var helt ødelagt – virkelig, virkelig ulykkelig.
Efter nogle måneder, hvor vi stadig havde kontakt, fordi han ringede indimellem for at høre, hvordan jeg havde det, kom han på besøg. Og så blev vi kærester igen. Han stoppede forholdet til hende, der afløste mig – eller det fortalte han mig i hvert fald. Egentlig tænkte jeg ikke, at vi skulle være sammen igen, men det var hyggeligt og trygt, og kort tid efter flyttede vi sammen.
Efter et par år fik vi vores første barn. Og det var bare… vildt. Jeg tror aldrig, jeg har følt mig så elsket. Jeg fik ros for måden jeg havde håndteret graviditeten og fødslen på, for min måde at være mor. I Mortens øjne var jeg alt, hvad man kunne ønske sig. Jeg var en prinsesse, og mit ord var lov.
Året efter blev vi gift. Jeg var ikke i tvivl om, at jeg ville giftes, men jeg kan huske, at jeg var nervøs for, om jeg kunne ende som enlig mor. ”Hvad hvis det ikke fungerer, og jeg pludselig står alene med barnet?” tænkte jeg.
Nogle år efter blev jeg gravid igen, men aborterede i uge 12. Og der oplevede jeg for første gang Morten i krise. Normalt tog han ikke svære ting ind. Men aborten ramte ham – måske mere end den ramte mig.
I årene efter kom hans jalousi tilbage. Og hans vredesudbrud, der var helt ude af proportioner. Jeg var i gang med min uddannelse, og han kunne blive enormt jaloux over, om jeg havde noget kørende med dem, jeg læste sammen med. Eller med min svoger, fordi jeg havde været ude at danse med ham. Eller også var jeg utro med hans kammerater.
Men han stillede ikke spørgsmålstegn ved, hvad han selv kunne tillade sig og kunne sagtens tage en uge på ’drengetur’ med sine venner. For man kunne hurtigt få et ulykkeligt ægteskab, hvis man ikke gjorde de ting, man havde lyst til, sagde han.
Ubevidst begyndte jeg at smutte udenom de ting, der kunne give konflikter og konfrontationer, og nøjedes med at gøre det, jeg vidste, han ville have det ok med.”
ENSOMHED OG MAGISKE SUKKERKNALDER
“Vores forhold var en bølgegang. Jeg læste engang en artikel, hvor de gode perioder i sådan et forhold blev kaldt for ’sukkerknalder’. Det kunne jeg godt genkende. Der var lange perioder, hvor jeg var ulykkelig og havde lyst til at give fortabt, men så fik jeg en sukkerknald. Det vendte på magisk vis, og jeg tænkte: ”Måske har det ikke været så slemt? Det er nok dig, der er for sensitiv. Se alt det, han gør for, at vi skal være lykkelige. Tænk, at du overhovedet har overvejet, at det ikke var virkeligt.”
Sukkerknald-perioderne handlede om noget så enkelt som at blive lukket ind. At jeg kunne mærke, at der var plads til os. At vi betød noget. At Morten havde lyst til at foretage sig noget sammen med os. En tur i skoven eller bare sidde og holde om mig i sofaen. I andre perioder kunne han holde om mig, og alligevel følte jeg mig alene. Det kunne skifte fra virkelig koldt til varmt og magisk og fantastisk.
Da jeg blev gravid med vores mellemste – vores datter Alex – var det rigtig svært. Jeg følte mig decideret uelsket. Det var en stor kontrast til den første graviditet. Da Thomas blev født, var Morten hjemme i seks uger, men denne gang var han hjemme i tre-fire dage. Pludselig var hans arbejde meget vigtigt. Jeg følte, han havde sin egen verden, som børnene og jeg ikke var en del af.
Jeg var blevet færdig med min uddannelse, og Morten blev igen jaloux, når jeg for eksempel skulle på koloni og skiture med mandlige kollegaer. Der var mange skænderier, hvor han stod og skreg mig ind i hovedet – også mens jeg stod med Alex på armen. Men efter et par år kom der igen en sukkerknald. Tingene vendte, vi fik det rigtig godt og købte sommerhus.
Vi havde altid snakket om, at vi ville have tre børn, men Morten trak i land. En dag fik jeg sagt til ham, at det var urimeligt, at han satte reglerne og rammerne for vores forhold. Lidt efter kom han og sagde, at han havde tænkt over det, og hvis jeg gerne vil have et tredje barn, så skulle vi det. Men han var ikke glad for det og syntes, at min graviditet var sådan lidt irriterende.
Jeg tænkte, at jeg nok skulle vise ham, at jeg kunne være mor til tre, uden at det kom til at koste ham ekstra kræfter. Og det gjorde jeg.”
KASSERET
“Jeg kan huske min higen efter, at Morten skulle være stolt og glad over, at jeg fik det hele til at køre med tre børn, mens han havde arbejde og sit eget liv. Det kom bare aldrig. Tværtimod meddelte han første juledag 2014, da vores yngste datter, Emma, var to år, at han så en anden kvinde og ville skilles. Samme dag flyttede han ud i sommerhuset.
Hans begrundelse for at have fundet en anden var, at vi skændtes, og at jeg ikke gjorde nok ud af mig selv. Jeg gik alt for sjældent med lårkorte nederdele, makeup og højhælede sko og serverede alt for tit spaghetti med kødsovs, sagde han. Det var blevet for kedeligt. For leverpostejsagtigt. Og det kunne jeg da godt se…
Jeg havde haft symptomer på depression, angst og stress i perioder gennem hele vores forhold, og under graviditeten med Emma havde jeg fået det rigtig skidt. Jeg var godt klar over, at Morten og jeg ikke havde det godt, for jeg følte mig alene igen, selvom vi var sammen. Det var den velkendte følelse af aldrig at kunne slå til og aldrig blive set. Alligevel var jeg i chok over, at han havde kasseret mig.
Han havde den nye kvinde på besøg i sommerhuset, men allerede anden juledag ringede jeg til ham og sagde, at jeg ikke kunne få det til at fungere, og at han var nødt til at komme hjem. Vi snakkede, og han kom til at tænke på, at han måske havde taget sin beslutning for hurtigt og havde valgt forkert. Så i løbet af juledagene flyttede han hjem igen. Til trods for sorg og krise prøvede jeg at oppe mig og lave noget andet mad og gøre mere ud af mig selv, selv om jeg bare gik derhjemme, og ungerne havde ferie. Men nytårsaftensnat meddelte han, at han ville give det en chance med hende den anden. Og 1. januar var han flyttet igen.
En uge senere fyldte vores datter Alex seks år. Da han kom til fødselsdagen, kunne han ikke holde hænderne fra mig. Han sagde, han havde taget en dum beslutning, og vi begyndte i parterapi.
I starten af februar havde jeg brug for en pause til at trække vejret. Jeg havde arrangeret børnepasning, så jeg kunne komme en uge til Spanien og give mig selv lov til at være ked af det. Men så blev Morten jaloux. Hvad skulle jeg alene i Spanien? Så han tog med.”
NOGET VAR FUNDAMENTALT ØDELAGT
“Det var frygteligt at være på den ferie med ham. Jeg havde brug for at være alene og i sorg over hans utroskab og følelsen af at blive kasseret. Samtidig var han stadig i tvivl om den anden kvinde og kiggede på billeder af hende og skrev med hende. Hjemme igen fortsatte vi i parterapi, og han meddelte børnene, at han flyttede hjem igen. Men han fortsatte med at skrive og mødes med den anden kvinde. Når jeg gjorde opmærksom på, at jeg vidste det, sagde han, at det var mig, der var skør og jaloux. Hvorfor skulle jeg skabe så meget drama, når nu han var flyttet hjem igen?
Selvom jeg blev kørt helt ned, søgte jeg job efter tre års forældreorlov. Nu skulle jeg have et arbejde og mit eget liv til næste gang, han valgte at forsvinde.
Jeg kom til en masse jobsamtaler, og en dag, hvor Morten sad i haven med to kammerater, ringede min telefon. To gange inden for nogle timer. Jeg fik tilbudt to jobs inden for mit fag. Jeg var så glad og stolt og gik ud i haven for at fortælle det. Hans venner sagde tillykke og ”godt gået, Freja!”. Jeg higede sådan efter, at Morten skulle synes, jeg var sej. Men han sagde ikke et ord.
Jeg takkede ja til et job på en lille skole, og hverdagen kørte igen, men noget var fundamentalt ødelagt. Jeg vidste, at jeg kunne ryge ud igen når som helst. Det gjorde ondt, og jeg kunne ikke hele.
Alligevel gik der nogle år. Og jeg tror også, at vores parforhold fik det bedre. Jeg havde helt styr på, hvad jeg skulle gå uden om for at undgå konflikter, og sådan gik tiden.
En dag stod jeg og hængte vasketøj op. På det tidspunkt var jeg nået så langt ud, at jeg var nødt til at hænge det op på en helt bestemt måde – for et eller andet skulle jeg jo have kontrol over. Det var en slags tvangstanke. Morten blev åbenbart ramt af dårlig samvittighed og ville pludselig hjælpe. Men det kunne jeg slet ikke være i og bad ham lade være. Han blev vred og skældte ud. Og så sagde han, at han var nødt til at flytte ud.
Vi begyndte i parterapi igen, hvor han løftede sløret for, at der igen var andre kvinder inde i billedet. Endnu en gang handlede det om, hvad jeg ikke var, og hvad andre kvinder kunne tilbyde. Jeg gik helt i stykker.”
HVORFOR HAR DU SAT DIN MAND OP PÅ DEN PIEDESTAL?
“Efter halvanden måned, hvor vi bildte børnene ind, at far arbejdede meget, blev det sommerferie. Først ville Morten ikke med, men aftenen inden skiftede han mening. Det var en dyr ferie, som han havde glædet sig til, sagde han.
Natten før afrejse var forfærdelig. Vi skændtes, blev gode venner og skændtes igen. Han blev ved med at pakke sin kuffert ud og pakke den igen.
Jeg kunne ikke bære at skuffe ungerne. Så jeg aftalte med min mor, at hun kunne stå i lufthavnen med kort varsel, hvis Morten blev hjemme. Og jeg havde en dækhistorie klar.
Han endte med at tage med. Men det var voldsomt. Han lagde billeder op fra lufthavnen, poolen og restauranten, hvor kun han og børnene var på og taggede kun dem. Som om jeg slet ikke var der.
En nat låste han sig inde på toilettet med min telefon, mens jeg sov, og tjekkede alt – min Facebook, Messenger, mails. Sådan var det resten af turen. Nogle af gangene indrømmede han det. Andre gange sagde han, at jeg var skør – også selv om alle apps stod åbne.
I efteråret skulle han på uddannelse og besluttede, at han ville bo tre måneder på kollegie. Jeg følte mig virkelig jordet. Nu var min grænse nået.
Vi gik i parterapi igen. Morten sagde ikke meget hos terapeuten. Han var kold og lukket og ligeglad. Anden gang talte terapeuten sig lidt ind på Morten. Så kiggede han på mig og spurgte helt roligt: ”Hvorfor har du sat din mand op på den piedestal?” Jeg blev helt paf og svarede bare: ”Han er far til mine børn.” Det var en øjenåbner.
Morten var færdig med at gå i parterapi hos en barfodet hippie, der ikke fattede noget som helst, sagde han, men jeg tog alene af sted gangen efter. Terapeuten var ikke spor overrasket. Han dykkede ned i, hvorfor Morten var det her gudemenneske for mig og spurgte ind til hans baggrund, familie, hans barndom og hans mors graviditet.
Mens vi snakkede, fik jeg scannet bogreolen bag ham. Der var en hel hylde med bøger om narcissisme. Jeg googlede det, da jeg kom hjem. Siden har jeg læst en masse om det. Og fået ondt i maven over.
Men at der var tale om psykisk vold, forstod jeg simpelthen ikke.”
JEG LOVEDE MIG SELV, AT DET VAR SIDSTE GANG
“Det var en proces at blive klar. Mens Morten boede på kollegie, nåede jeg frem til, at vores ægteskab skulle slutte. Men det endte som de andre gange. Han ville hjem, for han elskede mig. Tænk at være forelsket og have så meget lyst til sine børns mor efter så mange år – det er jo magisk, sagde han.
Jeg lovede mig selv, at det var sidste gang. Men tænkte også, at det var bedst for børnene med begge forældre. Jeg kunne heller ikke udholde tanken om at undvære dem i min dagligdag. Eller juleaften. Eller til fødselsdage. På den måde var det nemmest at blive. Jeg kendte jo cirklerne. Ikke mindst min egen, som de to ældste børn også bærer rundt på i dag – den med skyld, skam, selvbebrejdelser og en indre dialog: ”Er jeg i orden? Burde jeg have gjort noget andet? Og hvordan slipper jeg ud af det her?”
På en campingferie i 2020 fik jeg det pludselig virkelig skidt. Jeg kunne ikke finde ro, havde ondt i hovedet og nakken og kunne ikke få vejret. Jeg tænkte, det var migræne. I løbet af natten fik jeg trykken for brystet, smerter i den ene arm, og jeg hev efter vejret. Morten vågnede og spurgte irriteret, hvad jeg lavede. Da jeg svarede, at jeg skulle have fat i en læge, blev han vred. ”Vi har sovende børn, og den ene lider i forvejen af angst. Hvad tror du ikke, det vil gøre ved hende, hvis du kører nu?” Så jeg blev liggende – uden at sove. Om morgenen tog jeg migrænepiller og gik en tur. Men det hjalp ikke.
Morten var gået i svømmehallen med den yngste og syntes vist, at jeg ødelagde hyggen. Jeg kørte hjem, og vores datter Alex ville med. Jeg satte hende af og kørte til lægen.
Selvom der ikke var noget at spore, gik det stærkt med hjertemedicin, blodfortyndende og afsted i ambulance. Jeg nåede at ringe til min søster, som kunne tage sig af Alex. Alt pegede på et hjertetilfælde, men det viste sig at være falsk alarm. Jeg havde haft et migræneanfald i kranspulsåren. Ufarligt, men rigtig ubehageligt.
Efter det traf jeg en beslutning om, at næste gang jeg blev alvorligt syg, ville jeg være det alene eller med en ved min side, der oprigtigt elskede mig. Næste gang jeg fik muligheden, skulle jeg ikke være gift med Morten mere.
Den mulighed kom få måneder senere.”
FØR JEG NÅEDE AT TÆNKE TANKEN TIL ENDE, SAGDE MIN MUND…
“Det var fredag aften. Jeg havde oppet mig og lavet god mad, og alt var hyggeligt. Men så så jeg ved et tilfælde, at der tikkede en besked med et hjerte ind hos Morten. Da jeg spurgte til det, råbte han af mig om manglende tillid og om, at jeg altid skabte konflikt. Kort efter gav han mig et kram og sagde: ”Skal vi ikke drikke et glas rødvin og se lidt fjernsyn?”. Så det gjorde vi.
Dagen efter nævnte jeg beskeden med hjertet og kommenterede, at han havde ændret koden på sin telefon. Han smågrinede. Hvad var det for et forhold, hvor man ikke stolede på hinanden, sagde han.
Søndag bad jeg om sandheden. Og sandheden var, at han endnu en gang havde lyst til andre kvinder.
”Du har børnene”, sagde jeg. ”Jeg kører en tur.”
Jeg kørte i otte timer. Bare rundt. Og ringede til en veninde. Hun spurgte, om det var værd at smide ægteskabet væk på grund af en besked med et hjerte. ”De andre gange har I jo fundet sammen igen,” sagde hun.
Men hun kendte ikke min virkelighed. Jeg havde isoleret mig mere og mere fra familie og venner. Jeg kunne ikke overskue at virke glad, mens jeg var grå af sorg indeni. Jeg var bange for, at de skulle se det, og at jeg skulle gøre rede for noget, jeg ikke var klar til.
Morten så fodbold, da jeg kom hjem. ”Du har set, hvad din utroskab har gjort ved mig før. Nu gør du det igen. Jeg kan ikke forstå, du synes, det er ok at behandle mig sådan,” sagde jeg.
Han har altid haft tendens til at smågrine, selv om noget er alvorligt. Som om han synes, det er sjovt. Lidt spændende, faktisk. Mens han sad med det ansigtsudtryk, fortalte han, at der havde været flere kvinder inden for det sidste år. Og før jeg nåede at tænke tanken til ende, sagde min mund: ”Du skal tage dine ting nu, kramme børnene og sige, at du tager på arbejde.”
De andre gange havde jeg været ødelagt af stress, angst og afmagt. Denne gang ordnede jeg køkkenet, skrev indkøbsliste og satte en vask over. Da han kom ned ad trappen med sin taske, så han meget vred ud. Helt mørk i øjnene og forstenet i ansigtet. Han så mig direkte ind i øjnene med et blik, der gjorde mig bange, og sagde: ”Du tager ikke mine børn fra mig.”
Og så gik han.”
SKILSMISSE
“De første måneder efter skilsmissen var som vores ægteskab, bare uden ’sukkerknalderne’. Det var et borbardement af bebrejdelser, hån, venlighed, provokationer og vredesudbrud. Det stod hurtigt klart for mig, at vi skulle holde vores kommunikation på skrift. Siden skilsmissen har jeg kun talt i telefon med Morten tre gange. Men selv hans beskeder og mails var så ødelæggende for at mig at modtage, at jeg begyndte at sende dem videre til min veninde eller min søster. De bekræftede mig hurtigt i, at Morten også på skrift var voldsom. Når jeg var helt nede, eller Morten var ekstra strid, skrev min veninde nogle gange svarene for mig, så jeg kunne nøjes med at rette dem til.
I starten måtte jeg sidde sammen med en af dem, når jeg skulle formulere svarene. Og jeg kunne både kaste op og få akut diarré af skræk for de svar, han ville sendte retur. Jeg har stået i IKEA og fået en fuldstændigt ligegyldig besked, og min krops reaktion var bare at skide i bukserne. Jeg nåede ikke engang at finde toilettet.
Efter små seks måneder var jeg klar til at “lukke ham ned”. Det er et frø, der blev sået i mig, mens jeg gik i ’Sig det til nogen’ – nu står jeg med en plante. Det tager mig ikke længere op til otte timer at formulere svarene, og jeg behøver ikke have nogen hos mig fysisk, mens jeg gør det. Nu samler jeg alt, hvad der kommer fra ham på en uge, i en arkivmappe på telefonen. Og om søndagen svarer jeg så på de beskeder, der handler om vores yngste datter.
Jeg vidste godt, at mit ægteskab ikke var sundt, men det var først, da jeg var ude af det, at min krop begyndte at vise, hvor presset den har været. Jeg troede, at skilsmissen, bodelingen og samværsplanen ville være det værste. Men jeg skal love for, at det stressniveau, min krop havde oparbejdet gennem 25 år – det har jeg ikke set komme.
En dag kom jeg et hak dybere ned i at fortælle min veninde, hvad jeg havde levet i, og spurgte hende så, hvad hun tænkte. ”Jeg tænker, at du ikke har fortalt mig alt endnu, og det er ok. Jeg tænker, at det kommer en dag,” sagde hun.
Og det har hun ret i. Jeg bliver gradvist i stand til at pille lagene af, og det er ikke sikkert, jeg er færdig med det endnu.”
I RINGHJØRNET MED MINE BØRN
“Lige efter vores brud foreslog Morten en samværsordning, der minder om en 12/2-ordning, hvor han mest så børnene i hverdagene. På den måde kunne han have weekendvagter, have det sjovt med drengene og så en weekend til børnene. Men jeg skulle love at være fleksibel. Det var ironisk, at han havde sagt, at jeg lige kunne vove på at tage hans børn fra ham, hvorefter han selv afskrev dem.
Efterfølgende er han kommet til at tænke på, at han hellere vil have en 7/7-ordning. Sjovt nok fik han lyst til det den uge, hvor jeg var på ferie med alle tre børn. Sagen ligger nu i Familieretshuset og handler sådan set kun om vores yngste datter, Emma, som er ti år nu. Hun er den eneste, der vil se ham. Vores ældste søn har afskrevet sin far og nægter at se ham. Og Alex, som er 14 nu og kæmper med angst og går til psykolog, har indtil videre sat sin far på pause.
Jeg holder fast i, at det er bedst for børnene med den ordning, vi har nu. Både ungerne og jeg er først ved at falde på plads. Det er sigende, at Emma, der kognitivt har haft rigtig svært ved at forstå, at alfabetet og talrækken er to forskellige systemer og haft virkelig svært ved at lære at læse, pludselig rykker helt vildt nu. Hun har fået gåpåmod og er ikke længere nødt til at sidde på skødet af mig og græde, mens vi laver lektier. Den forvandling tænker jeg skyldes, at hendes stressniveau er faldet, og det farlige er taget ud af vores hverdag.
’Sig det til nogen’ har blandt andet lært mig, hvordan jeg bedst kan hjælpe mine børn til at navigere i relationen til deres far. Hvis man ser det som en boksearena – hvem er det så, der står i ringhjørnet sammen med dem? Det gør jeg. Det handler ikke om at sige grimme ting om deres far eller være negativ om samvær. Det handler om det, som ’Sig det til nogen’ gjorde for mig – at støtte dem i de behov, de hver især har. Og hvis jeg skal kunne det, er jeg nødt til at sætte rammen. Hvordan de udkæmper kampen, det bliver deres valg. Vi samler op på både de gode og de dårlige slag. Men hvis ikke jeg står i ringhjørnet sammen med dem, så står der ikke nogen. Hvis jeg er en lille forskræmt mus, der løber forvirret rundt i bokseringen, kan de ikke bruge det til noget.”
DEN RYSTENDE GRÅ MUS BLEV TIL EN BJERGKVINDE
“En af grundene til, at det er vigtigt for mig at fortælle min historie er, at der går kvinder som mig rundt derude – i familier som min, med børn som mine egne – og ikke ved, hvad det er, de lever i. Eller at de kan få hjælp. Jeg anede det jo ikke.
Noget af det vigtigste, jeg har lært i ’Sig det til nogen’, er, hvordan jeg skal navigere i relation til Morten – både når det kommer til børnene og til mig selv. Jeg har lært at trække vejret og sige til mig selv, at det, Morten siger og gør, er hans valg. Jeg er fri til at træffe mine egne valg om, hvordan jeg forholder mig til ham. Psykologen i ’Sig det til nogen’ og jeg kom frem til en metafor, som jeg bruger rigtig meget: Når Morten har fingrene i mig, er jeg en lille, rystende, grå mus. Men når jeg får lov til at hvile i mit eget kompas, så er jeg en sej bjergkvinde. Morten kunne tale til og tage kontrol over den grå mus, mens ’Sig det til nogen’ kunne støtte bjergkvinden. Og hvis ikke hun var blevet fodret og plejet, så havde der kun været musen tilbage. Derfor priser jeg mig lykkelig for ’Sig det til nogen’. Det fandt mig, da jeg var klar, og har uden tvivl reddet mit liv.
Det bedste ved mit liv nu er, at jeg kan nyde hverdagen sammen med mine børn. Bare de små banale ting som at sidde i sofaen alle fire og spise pizza og se fjernsyn. At komme hjem til et hus, hvor de pendler ind og ud til forskellige aktiviteter, og så har jeg lige kogt spaghetti med kødsovs, og det mødes vi over og spiser.
Da Thomas kom hjem med sit kørekort, var det helt magisk at kunne sige til alle børnene: ”Ud i bilen, jeg sidder på bagsædet, spænd selen, nu kører vi en tur.” Og så kørte vi bare ud i verden.
Det er den slags, det seneste år er gået med, og som de næste år skal gå med. Inden de flyver fra reden. Og jeg håber sådan, at børnene tager det med som en del af deres historie, at der var nogle svære år, men at den lille, grå mus, de havde som mor, blev til en bjergkvinde. At når de har problemer, kan de regne med, at jeg står i ringhjørnet sammen med dem.
Og så håber jeg af hele mit hjerte, at hvis de en dag står i noget, som virker lidt for bekendt, så tager de benene på nakken. For det er ikke dem, der skal laves om.”
LÆS FLERE HISTORIER
PERNILLE
“Jeg ville ønske, at nogen havde henvist mig til Danners krisecenter. Jeg kunne ikke finde ud af at cutte forbindelsen til min eks.”
MATILDE
Matilde blev en skygge af sig selv. Men efter en nat, hvor han tog kvælertag på hende, forlod hun ham og søgte hjælp hos ’Sig det til nogen’.
SANNE GOTTLIEB
“Jeg ville ønske jeg var gået efter den første lussing”. Med et rådgivningstilbud som ‘Sig det til nogen’, havde Sanne haft en langt større chance for at gå tidligere.