MATILDE
Det var som om, han ikke så andre i rummet end Matilde. Sådan var det helt fra begyndelsen. Det var den store kærlighed. Også selv om der hurtigt begyndte at dukke episoder op, som set i bakspejlet var blinkende advarselslamper. Hen over det år, de var sammen, eskalerede hans jalousi, kontrol og manipulation. Der blev mindre og mindre tilbage af den stærke, sprudlende og kærlige kvinde, hun var. Matilde blev til et spøgelse af sig selv, der gik rundt med dukket nakke og mest gik op i, hvad han følte og mente. Det var ikke, fordi hun ikke prøvede at rive sig løs. De var fra hinanden mange gange. Men det lykkedes først den aften, han vred hendes hænder om og pressede dem ind mod hendes strube, og hun frøs fast til sengen og tænkte, at han ville slå hende ihjel. Derefter fulgte angst, en PTSD-diagnose, en mental genopbygning og en proces med at lægge sit arbejdsliv og karriere helt om. Ved hjælp af et forløb i den voldsfaglige rådgivning ’Sig det til nogen’ fandt hun tilbage til sig selv og videre. En proces, som har gjort hende stærkere end nogensinde, på trods af de ar, der stadig er. På Kvindernes Internationale Kampdag i 2022 fik hun sin første tatovering. ’Definitionsmagten,’ står der.
”NU DRÆBER HAN MIG”
Vi havde været sammen i et års tid, da han overskred den røde linje. Vi var til et arbejdsarrangement med overnatning, og han ville som så ofte før ikke tale med mig. Det var ekstra svært, fordi jeg var ny på den arbejdsplads, og han påstod, at folk ikke kunne lide mig. Men foran spejlet på mit hotelværelse om aftenen, sagde jeg til mig selv: ”Nu skifter du til festtøjet, og så slipper du, at han er i rummet og sørger for at få en god aften.” Den aften var jeg mit gamle jeg, der hyggede sig og snakkede med alle.
Da jeg sidst på aftenen spurgte, om vi kunne snakke sammen, fandt vi en afkrog. Han sagde, at jeg havde været en luder på dansegulvet og gik i gang med at fortælle mig om alle sine tidligere sexpartnere. Det stak i alle retninger. På et tidspunkt lagde jeg min hånd over hans mund og sagde, at jeg ikke ville høre mere. Så sparkede han mig tre gange i maven. Længe efter havde jeg svært ved at tilgive mig selv, at jeg fulgte med ham efter sparkene. Lige indtil en læge fortalte mig, at det er normalt, at der kan gå lang tid, før hjernen registrerer, hvad ens krop har været udsat for.
På hans værelse tog jeg festtøjet af, satte mig på sengen og konfronterede ham med hans spark. Dér slog det klik. Han lagde sig over mig, vred mine håndled om og tvang dem op på min hals. Jeg frøs fast til sengen, mens han trykkede mine håndled mod min strube, så op i hans øjne og tænkte: ”Nu dræber han mig.”
Han hev mig ned ad sengen i benene, skubbede mig over i dørkarmen og kylede alle mine ting ud på gangen. Så stod jeg halvnøgen dér, halv fem om morgenen.
Da jeg kom hjem næste dag, ringede jeg til min søster. Jeg havde brug for vidner til det, jeg inderst inde vidste, var hamrende forkert. Og jeg var skrækslagen.
Efterfølgende fik jeg ret hurtigt kontakt til ’Sig det til nogen’ og kom i et langt, godt rådgivningsforløb, hvor jeg fik hjælp til at sætte ord på mine oplevelser og følelser, der var ét stort kaos. Det har været ekstremt vigtigt for, hvordan jeg kom videre.
DE FØRSTE ADVARSELSTEGN
På mit loft har jeg 111 sider med erindringer om det år, jeg var sammen med min eks. I tiden efter det, der skete, var det hele mudret sammen i mit hoved. Det var en del af min bearbejdningsproces at gennemgå vores forhold måned for måned og skrive ned, hvordan det havde udviklet sig. Også for at kunne sætte det ind i den teoretiske viden, jeg fik i mit forløb i ’Sig det til nogen’. Voldsspiralen var fx en model, der gav mig et rigtig godt indblik i, hvordan den psykiske vold havde udviklet sig og var kulmineret den aften, han tog kvælertag på mig.
Vores forhold havde været intenst fra begyndelsen. Jeg mødte ham på Tinder, han var kæk og på fra starten, og jeg blev hurtigt fænget. Hans øjne borede sig ind i mig, og jeg følte ikke, han så andre i rummet end mig. Vi havde også samme uddannelse og samme slags job. Det udviklede sig hurtigt til, at det ligesom bare var ham og mig.
Da jeg mødte ham, var jeg midt i at købe en lejlighed. Og det var han tilfældigvis også. Han ville meget hurtigt gerne være en del af processen omkring mit boligkøb, hvilket jeg faktisk holdt ret meget afstand til. Jeg fik hjælp til flytningen af mine venner, men han var der selvfølgelig i løbet af den weekend og hjalp med at stille møbler på plads og den slags.
Vi havde været sammen i omkring tre måneder, da han overtog sin nye lejlighed, som så skulle renoveres. Jeg havde tænkt, at jeg skulle være lidt med på sidelinjen, men at det primært var hans venner, der ville hjælpe. Det var i begyndelsen af december, jeg havde haft utrolig travlt på arbejdet og havde taget nogle fridage for at besøge venner i Jylland og få prioriteret yoga. Men han blev virkelig sur over, at jeg ikke kunne hjælpe med flytningen, og derfor endte det med, at jeg aflyste alle mine planer og hjalp med hans lejlighed helt frem til juleferien.
Inden da havde der også været nogle små episoder, men jeg kan se nu, at der for alvor kom nogle twists i vores forhold efter cirka tre måneder sammen.
HAN KUNNE VENDE PÅ EN TALLERKEN
Da vi havde været kærester i omkring tre måneder, overtog han også sin nye lejlighed. Inden da havde han boet midlertidig hos sine forældre, men samtidig haft et stort ønske om at være en masse hos mig. Så vi boede praktisk talt sammen i den periode. En søndag op til jul holdt jeg fødselsdagsfejring for 17 venner. Fredag forinden var min eks og jeg ude at handle, og han lavede en ”klassiker” med at pakke varer, mens jeg betalte. På det tidspunkt var det begyndt at gå mig lidt på, at han generelt ikke bidrog økonomisk. Så da vi kom hjem, sagde jeg til ham, at det kunne være rart, hvis vi kunne deles om vores fælles udgifter – især, fordi jeg selv lige var flyttet, og det havde kostet en del.
Han blev vildt vred og anklagede mig for at være nærig og føre regnskab og ville slet ikke lytte eller tale om det. Det var første gang, jeg oplevede, at han frøs mig ude. Men i løbet af aftenen fik jeg lirket ham op, og lørdag tog vi på museum og ud at spise. Jeg gjorde meget ud af at betale for at vise, at jeg ikke er nærig. Alt var godt. Lige indtil han søndag morgen bragte vores konflikt op igen – to timer før mine venner skulle komme. Faktisk viste det sig, at han stadig var så vred, at han nu ville gå fra mig. Det var første, men langtfra sidste gang, jeg sad og græd i min seng og tiggede og bad ham om ikke at gå. Også, fordi det var så vigtigt for mig, at han skulle møde mine venner for første gang. Men han blev ved og pakkede sine ting.
Et kvarter før gæsterne kom, sagde han pludselig: ”Ok, jeg bliver. Hvad skal jeg hjælpe med?”. Jeg var mentalt så smadret, at man kunne vride mig op som en klud. Mine tætteste venner kunne med det samme mærke, at noget var galt. Jeg var vildt stresset og super opmærksom på, om han hyggede sig. Det gjorde han. Han snakkede med alle, og der var intet at mærke på ham. Men så snart den sidste gæst var gået ud ad døren, ignorerede han mig igen.
FIK JOB SAMME STED SOM HAM
Når jeg ser tilbage, er det virkelig ikke ret lang tid af vores forhold, der har været god og tryg. Jeg tror, han hurtigt følte sig sikker på at have mig på krogen, fordi jeg ikke gik min vej efter de første episoder. Og det eskalerede helt klart, da jeg fik job samme sted som ham.
Jeg var begyndt at køre lidt død i mit arbejde, og selvom det i sidste ende var mig, der traf beslutningen, mente han klart, det var en vigtig karrieremulighed for mig at skifte til hans arbejdsplads. Konfliktniveauet blev hævet derfra. Måske fordi magtrelationen blev styrket i hans favør. På mit gamle arbejde havde jeg et kæmpe netværk, jeg var fagligt dygtig, med i personaleforeningen og rejste og festede med mine kollegaer. Nu skulle jeg starte forfra, mens han var den ”erfarne”, der kunne fortælle mig, hvordan jeg skulle gøre.
Han gjorde meget ud af jævnligt at fortælle mig, at folk ikke brød sig om mig. Især når der til fredagsbarer og fester var episoder, hvor han endnu engang fandt en grund til at slå op med mig. Fordi jeg havde røget en smøg eller snakket med en mandlig kollega. Det var ofte jalousi, der drev eskaleringerne. Men han havde samtidig et stort behov for at pleje sit selvbillede udadtil. Ingen skulle se ham tabe ansigt. Når han derfor blev jaloux og truede med at gå fra mig, hviskede han det til mig, mens han smilede og så helt almindelig ud. Og så snakkede han ellers videre med nogle andre.
Når jeg prøvede at tale med ham om det, verfede han mig væk og sagde til kollegerne: ”I skal ikke tage jer af hende – hun kan ikke rigtig styre det, når hun får noget alkohol.” Det var altid mig, der kom til at se dramatisk og dum ud. Jeg var jo ny, og folk kendte mig ikke. Ham havde de kendt i flere år, og han var høflig og ordentlig.
Det var nedværdigende, og der var aldrig nogen fortrydelse fra hans side. Det handlede altid om, at jeg pinliggjorde ham over for hans kollegaer, fordi jeg ikke kunne styre min brandert og blandede privatliv og arbejdsliv sammen.
BEGYNDTE AT SE MIG SELV MED HANS ØJNE
Jeg begyndte selv at bygge en fortælling op om, at jeg faktisk ikke kunne tåle alkohol, selv om det aldrig før havde været et problem. Pludselig lavede jeg aftaler med ham om, at jeg ikke ville drikke, når vi var til fest sammen. Men selv de gange gik det ad helvede til. Til en af festerne på vores arbejde troede folk, at jeg var gravid, fordi jeg ikke drak. Så jeg tog en drink, som jeg sippede af. Han holdt øje med mig, og derfor holdt jeg glasset på en måde, så man ikke kunne se, hvad der var i, og prøvede at skjule lugten med tyggegummi. Det var jo sygt, at en voksen kvinde ikke kunne tage en drink. Og det blev også til en kæmpe konflikt, da han opdagede det.
Ud over den konkrete fortælling om, at jeg ikke kunne tåle alkohol, blev jeg med tiden i tvivl om hele min identitet og begyndte at se mig selv med hans øjne. ”Fylder jeg for meget? Opfører jeg mig i virkeligheden grænseoverskridende, når jeg taler med mænd?”. Hans fortælling var også, at alle mine drengevenner kun var venner med mig for at komme i bukserne på mig. Det blev jeg også i tvivl om. ”Er jeg tonedøv over for, hvad andre mennesker vil mig?”, tænkte jeg.
Jeg gik rundt på mit nye arbejde med dukket nakke og var et spøgelse af den, jeg plejede at være – en bramfri og humørfyldt kvinde, der byder ind og har god fornemmelse for stemninger og relationer. Her var der pludselig ingenting, der fungerede.
Min søster har også senere sagt, at hun var overrasket over min ageren, da hun første og eneste gang mødte min eks; jeg sad stille og forsagt ved siden af ham og var hele tiden opmærksom på, om han havde det godt.
Det var først i mit forløb i ’Sig det til nogen’, jeg fik sat ord på det. Min rådgiver talte med mig om, at mine reaktioner var udtryk for helt normale, empatiske karaktertræk. En normal modreaktion, når man fx bliver truet med at blive forladt. Det var først der, jeg forstod, at han selv havde fremprovokeret de reaktioner, han havde kritiseret mig for. Måske bevidst.
”SE AT KOMME VÆK!”
På et tidspunkt fik jeg ved et utroligt tilfælde kontakt til to af hans tidligere kærester. Jeg havde fået et tip af en bekendt, som kendte en af kvinderne og fornemmede, at noget var helt skævt i mit liv. Jeg skrev til dem og spurgte, om de havde mulighed for at snakke. At jeg var sammen med den her mand og oplevede nogle ting, som jeg havde svært ved helt at sætte ord på. Jeg vidste bare, at jeg var rigtig ked af det hele tiden – og at jeg tydeligvis gjorde noget forkert. Hurtigt fik jeg en strøm af beskeder tilbage fra begge kvinder, hvor budskabet grundlæggende var: ”Se at komme væk!”
Jeg havde nogle lange telefonsnakke med dem samme aften, og vi kunne virkelig spejle os i, hvad vi hver især havde været igennem. Jeg kunne med det samme fornemme, at vores personligheder mindede meget om hinanden. Og jeg kunne på sociale medier se, at vi endda lignede hinanden lidt. Det var vildt at høre om deres forhold med ham, som for den enes vedkommende på det tidspunkt lå syv-otte år tilbage. Det var præcis de samme ting, der havde været på spil – kontrol og jalousi.
Jeg turde ikke konfrontere ham med min nye viden, men jeg begyndte at stille spørgsmålstegn ved hans fortælling om, at han aldrig havde haft problemer i sine tidligere parforhold. ”Jeg tror faktisk, at noget inde i dig gør, at du har det svært, og det kommer ud på en meget jaloux og afvisende måde,” sagde jeg til ham.
Men han fokuserede kun på, at jeg satte spørgsmålstegn ved, om hans tidligere forhold nu også havde været så rosenrøde. ”Hvem har du talt med? Hvad ved du?”, spurgte han meget anklagende. Det turde jeg slet ikke gå ind i. Jeg arkiverede også mine korrespondancer med hans ekskærester, fordi han jævnligt helt åbenlyst tjekkede min telefon, så han havde have styr på, hvem jeg skrev med.
Han havde fortalt mig om alle de lækre modeller, han havde været sammen med – og det havde han åbenbart også fortalt for mange år siden til de to andre ekskærester. Pludselig fremstod det hele lidt komisk. Jeg kunne se, at han kørte rundt i det samme mønster, og at jeg vitterligt ikke ville kunne gøre noget rigtigt.
Den ene af kvinderne foreslog mig også at google ’psykisk vold’. ”Jeg tror, du vil kunne genkende meget af det. Det kunne jeg i hvert fald selv for nogle år siden,” sagde hun. Jeg havde aldrig hørt om begrebet før, men da jeg begyndte at læse, tror jeg vitterligt, der var 12-13 karaktertræk, jeg kunne nikke genkendende til. Det var så vildt at se det sort på hvidt.
SKAMMEN OVER, AT JEG IKKE GIK LÆNGE FØR
Ad flere omgange slog vi op. For mig har det været en enormt lang proces at komme fra ham. I mit forløb i ’Sig det til nogen’ har jeg arbejdet med min skamfølelse over ikke at være gået længe før. Efter et af vores brud, i starten af sommerferien, tog jeg på aleneferie. Det var lige efter, at jeg havde fået kontakt til de to af hans ekskærester og var begyndt at læse om psykisk vold. På min aleneferie mødte jeg nogle helt fantastiske mennesker, og jeg har efterfølgende kunnet mærke, hvor meget selvkærlighed og selvværd, den tur bidrog med.
Lige inden jeg rejste, var jeg sammen med min søster og svoger. De sagde, at de virkelig håbede, jeg kunne slippe min kæreste endegyldigt efter den tur. Og at jeg skulle ringe til dem, så snart jeg landede i København igen – inden jeg tjekkede beskeder fra ham på min telefon. Sådan har jeg aldrig oplevet dem før. Siden har de fortalt, hvor bekymrede de var for, at min eks ville gøre mig noget. De sagde det ikke dengang, men de kunne mærke, at der var noget helt skævt ved ham. De ville bare gerne have, at jeg tog af sted, glemte ham for alvor og kom videre.
Men det blev en dramatisk sommer, hvor min eks og jeg on/off var sammen. To dage inden vi skulle af sted på et arbejdsarrangement med overnatning, ville han pludselig have mig tilbage endnu en gang. På det tidspunkt agerede jeg stadig som en lille ’hundehvalp’, der bare fulgte med ham. Så vi tog af sted som kærester, og det var dér, det gik helt galt, da han om natten tog kvælertag på mig.
BRØD SAMMEN EFTER OVERGREBET
Lørdag formiddag, da jeg kom hjem efter overgrebet, havde jeg både tømmermænd og havde slet ikke sovet den nat. Det hele kørte rundt i hovedet på mig på en meget ustruktureret måde, men jeg kunne mærke, at dét, der var sket om natten, var helt forkert. At den røde linje virkelig var overskredet nu.
Hjemme i min lejlighed modtog jeg en besked fra ham, hvor han ”for god ordens skyld” ville sige, at det nu var endegyldigt slut imellem os, fordi jeg ikke kunne holde privatliv og arbejdsliv adskilt, og at jeg måtte ”have det godt”. Jeg husker bare, at jeg skrev ”farvel”. Og så blokerede jeg hans nummer.
Resten af dagen var jeg i dialog med min søster og tætteste venner og fik mange forskellige reaktioner. Om aftenen mødtes jeg med en ven, som jeg allerede havde en aftale med, og da han hørte, hvad der var sket, aflyste han vores planer og ringede anonymt til politiet for at høre, hvordan jeg skulle forholde mig, hvis jeg ville anmelde det. Min vens kæreste havde været i praktik i Danner, så han vidste lidt om, hvilke fagpersoner det var vigtigt for mig at tale med hurtigt. Derfor fik han også hurtigt etableret kontakt til Danner og Lev Uden Volds hotline, som jeg talte med samme aften.
Jeg tror ikke helt, jeg selv forstod, hvad der skete. Jeg fulgte bare lidt med.
Om søndagen var jeg stadig forvirret, men om mandagen begyndte tiøren at falde for mig, da der kom synlige mærker på mit øje og mine håndled. Jeg var helt smadret og fik en akut tid hos min læge samme dag. Men inden da tog jeg på arbejde. Det var nok, fordi jeg tænkte, at jeg bare lige skulle klare den, indtil jeg skulle til læge.
Men det magtede jeg slet ikke. Jeg endte meget hurtigt med at stå inde på min chefs kontor, hvor jeg brød sammen og fortalte hende det hele. Jeg bad hende holde det helt fortroligt, og det gjorde hun. Hun sendte mig hjem og var i det hele taget rigtig god.
FIK DEN MEST SIKRE DØRLÅS, DER FANDTES
Min chef sendte mig hjem mandag formiddag, og i dagene efter kunne jeg ingenting. Jeg sad bare og kiggede ind i en væg og røg smøger. Så ringede jeg til hende og sagde, at jeg kunne mærke, det ikke bare var et spørgsmål om et par sygedage.
Min chef var virkelig god. Hun sørgede for, at jeg fik krisehjælp og bakkede op om en langtidssygemelding. Men hun kunne ikke stille noget op imod, at sagen blev bragt højere op i systemet. Jeg gik i total panik ved tanken om, at min eks nu skulle konfronteres med det, jeg havde betroet min chef. Jeg hverken turde eller havde overskud til at gå til politiet og ville hellere give min opsigelse og gå ud ad bagdøren.
Men der var ingen lydhørhed. Jeg manglede i den grad at blive mødt med empati og forståelse for, at jeg mentalt på ingen måde var klar til en konfrontation. I stedet mødte jeg et system, som forholdt sig til regler og retningslinjer. De så mig overhovedet ikke som et menneske, der havde været udsat for noget frygteligt og var i en angstpræget situation. En vigtig del af min motivation for at fortælle min historie er at sætte fokus på, hvor vigtigt det er, at arbejdsgivere også har viden om og forståelse for, hvad vold gør ved et menneske.
Jeg var bange for hans hævn. Han havde brug for at holde mig nede for selv at vokse, og han levede igennem sin titel og anseelse udadtil. Hans arbejdsidentitet betød vanvittigt meget for ham, og her stod jeg og kunne potentielt hive tæppet væk under ham. Det kunne jeg ikke overskue konsekvenserne af. Jeg var bange for, at han helt konkret, fysisk, ville komme efter mig. Kort tid efter skiftede jeg derfor også min dørlås til den mest sikre, der fandtes.
Den første måned kunne jeg ikke være hjemme, fordi jeg havde så meget angst, og jeg var skrækslagen for at gå rundt på gaden – også, fordi vi boede meget tæt på hinanden. Så jeg boede rundt omkring på venners sofaer.
MIT LIV LÅ I RUINER
Da det stod klart, at det ikke var lykkedes min chef at forhindre, at sagen røg videre i systemet, var jeg så nedbrudt ved tanken om, at min eks skulle konfronteres, at en veninde tog mig til den psykiatriske akutmodtagelse. Det var virkelig nødvendigt, for på det tidspunkt hang jeg slet ikke sammen.
Jeg fik også fat i min fagforening og brød sammen i den første telefonsamtale. De var fantastiske og tog sig af min sag fra start til slut. Og de syntes, at jeg skulle flytte på et krisecenter med det samme, for de regnede med, at det ville blive et langt og grimt forløb, hvor jeg skulle være i sikkerhed.
Det endte med en lang sygemelding og en masse forhandlinger om min situation med min arbejdsplads – og det var guld værd ikke selv at skulle holde styr på den del. I modsætning til min arbejdsplads tog min fagforening virkelig hånd om mig og mødte mig som menneske.
Vurderingen fra min arbejdsplads blev, at så længe jeg ikke ville politianmelde min eks, kunne de ikke gøre mere. De kunne oplyse, at han havde benægtet nogensinde at have rørt mig. Og selv om jeg gennem min fagforening havde fortalt, at jeg havde dokumentation for det hele – billeder af mærker på min krop og lægelig dokumentation for min tilstand – så kunne de ikke gøre mere.
Der er heldigvis kun meget få, der har bebrejdet mig for, at jeg ikke gik rettens vej og sørgede for, at han fik sin retmæssige straf. Jeg havde simpelthen ikke kræfter til at tage et år ud af mit liv og tage kampen op mod ham – først i Byretten og så i Landsretten. Jeg havde brug for at se fremad.
Jeg endte med at få en rigtig god fratrædelsesaftale. Og så skulle jeg i gang med at samle mig selv op. Jeg havde mistet det, der engang havde været en stor kærlighed. Jeg havde virkelig meget angst og blev senere diagnosticeret med PTSD. Og jeg måtte opgive mit arbejde, som var en stor del af min identitet, og begynde at se mig om efter et nyt job.
Jeg følte virkelig, at mit liv lå i ruiner.
TANKEN OM KRISECENTER VAR FOR GRÆNSEOVERSKRIDENDE
Inden for den første uge efter voldsepisoden mødtes jeg med den ene af hans ekskærester. Hun sagde, at jeg lignede hende, sådan som hun så ud, da hun gik fra ham. 10-12 kilo for tynd og helt grå. Hun var bekymret for min sikkerhed og syntes, jeg skulle flytte på krisecenter.
Men det gjorde jeg ikke. Jeg tror, mange synes, tanken er grænseoverskridende, fordi de ikke ser sig selv som ’en af dem, der skal på krisecenter’. Og ærligt, så er det også en del af min fortælling. Jeg har et stort netværk, og for mig var det tryggere at være hos nogen, jeg kendte. Men jeg var nok også bange for at blive puttet i en kasse. Og bange for, at det ville gøre det hele mere dramatisk, hvis jeg pludselig skulle bo blandt voldsudsatte kvinder med børn.
Første gang, jeg kom i ’Sig det til nogen’, havde jeg en veninde med. Rådgiveren sagde, at det var svært at se, hvem af os der havde brug for hjælp, for jeg havde virkelig mit ’bedste jeg’ på. Først talte vi om min arbejdssituation, men da vi nåede til, hvordan jeg havde det følelsesmæssigt, kunne jeg slet ikke hænge sammen.
Min rådgiver introducerede mig ret hurtigt til ’voldsspiralen’, og det var dén, der knækkede koden for mig. Jeg havde troet, at det, jeg havde været igennem, var unikt. Nu blev jeg præsenteret for konkrete mønstre i parforhold præget af vold, der ofte starter i det små med psykisk vold og eskalerer. Det var så vild en oplevelse at få noget teori, der nærmest 1:1 beskrev min egen ’parforholdsrejse’.
Det var også vildt, at min rådgiver med sin voldsfaglige ballast så hurtigt kunne spejle mig og forstod, hvad jeg stod i – langt bedre end jeg selv gjorde på det tidspunkt. Jeg blev grebet, og mine sætninger blev hjulpet på vej. Hun vidste, hvad hun skulle spørge om, og hvordan hun skulle skabe tryghed og ligeværdighed i samtalen. Og hun formåede både at tale min situation igennem med mig, men også at grave mine styrker frem igen.
Den første samtale blev en af mange, som bidrog til en helt vild genopbygning af mig selv.
STÆRKERE END NOGENSINDE
Det har hjulpet mig uvurderligt meget – særligt mens jeg var sygemeldt, men også længe efter – at få viden om de mekanismer, der er i voldelige parforhold, og hvordan volden udvikler sig. Gennem de redskaber, jeg fik i ’Sig det til nogen’, fik jeg også stor forståelse for, hvad der triggede min angst, og hvordan jeg skulle håndtere den. Og med de værktøjer, jeg fik, har jeg kunnet arbejde videre med mit selvværd, også den dag i dag.
Det hjalp mig også meget i den første tid at kunne spejle mig i andres historier. Så det håber jeg at kunne bidrage til nu. Og til at rette arbejdsgiveres opmærksomhed på, at der kan ligge vold bag mange sygemeldinger.
Det, der stadig er svært for mig, er kærligheden. Jeg har haft svært ved at have tillid til mænd, og nu vil jeg hellere være lykkelig alene end ulykkelig med en anden. Derfor er jeg hurtig til at finde ’undskyldninger’ for ikke at give mig hen – små signaler, der kan være et varsel om en usund relation, men som formentligt bare er udtryk for, at ingen er perfekte.
Så jeg er ikke færdig med at arbejde med mig selv. Men på mange måder er jeg blevet et stærkere menneske. I lang tid var jeg optaget af, hvorfor en som min eks kunne få den magt over mig. Og det er på ingen måde for at fratage ham ansvaret, men jeg ved nu, at jeg grundlæggende ikke har været god til at mærke og sætte grænser. Og at det går meget længere tilbage end mødet med ham.
Jeg ønsker ikke for nogen, at de skal opleve det, jeg har oplevet. Men for mig satte det skub i en vigtig udvikling, hvor jeg nu står stærkere i forståelsen af min kærlighed til mig selv og mit værd her i verden. En udvikling, jeg ikke kunne have gået igennem uden voldsfaglig hjælp og mine nærmeste, der bar mig, da jeg ikke selv kunne.
På Kvindernes Internationale Kampdag i 2022 fik jeg min første tatovering som en påmindelse til mig selv om, at jeg selv bestemmer, hvem og hvordan jeg vil være. Der står ét ord: ’Definitionsmagten’.
LÆS FLERE HISTORIER
PERNILLE
“Jeg ville ønske, at nogen havde henvist mig til Danners krisecenter. Jeg kunne ikke finde ud af at cutte forbindelsen til min eks.”
FREJA
“Jeg vidste ikke, at man kunne få den slags rådgivning uden at bo på krisecenter. Og jeg var overbevist om, at mit tilfælde ikke var slemt nok.”
SANNE GOTTLIEB
“Jeg ville ønske jeg var gået efter den første lussing”. Med et rådgivningstilbud som ‘Sig det til nogen’, havde Sanne haft en langt større chance for at gå tidligere.