SANNE GOTTLIEB
Sanne Gottlieb og hendes kæreste var først i 20’erne. De havde været kærester i et halvt år, da han stak hende en lussing første gang. De var i byen, og han var blevet jaloux. “Det er slut,” sagde hun til ham, for hendes grænse var overskredet. Men han græd og undskyldte og sagde, at han aldrig havde gjort sådan noget før. Så hun tilgav ham.
Det blev begyndelsen på en lang voldsspiral, der bare eskalerede. I begyndelsen slog hun igen, men det holdt hun op med. Det gjorde kun volden værre. Den fysiske og psykiske vold nedbrød hende over tid, og det var først, da hun indså, at forholdet ville ende med at slå hende ihjel, at hun fandt styrken til at gå.
Ser hun tilbage på det i dag, mere end 20 år senere, er hun ikke i tvivl om, at hvis en ven eller kollega havde opfordret hende til at søge hjælp hos et rådgivningstilbud som ‘Sig det til nogen’, havde hun haft en langt større chance for at gå fra ham tidligere, og hun kunne være sparet for mange bekymringer og mørke perioder i sit liv.
“Når du er udsat for vold, kan du ikke se virkeligheden, som den er. Det er den anden, der har et problem, men det går ud over dig. Derfor er det afgørende vigtigt, at man så tidligt som muligt kan få hjælp til at se på det hele udefra. Blive klar over, hvad der i virkeligheden foregår og få støtte til at gøre noget ved det. Forhåbentlig kan ‘Sig det til nogen’ netop hjælpe nogle af de 70.000 kvinder, der lever med psykisk vold, med at få den afklaring,” siger Sanne Gottlieb.
“MEGA grænseoverskridende at skulle tale om,” skrev Sanne Gottlieb i mailen. Med tilføjelsen: ”Men der er ingen vej udenom”.
Så dér sidder vi i Sannes sofa i en lejlighed på Østerbro. Og så tager hun en dyb indånding: “Jeg har aldrig villet ud med den del af min egen historie. For ligesom alle andre kvinder, der bliver slået, har jeg skammet mig. Det er en ”pinlig” ting at have med i bagagen. Det er først de sidste otte år, jeg i bestemte sammenhænge har været i stand til at sige: ”Jeg har også haft en kæreste, der slog mig”. Men jeg har aldrig sagt, hvad der egentlig foregik. Før nu.”
Ingen blandede sig
Sanne var først i 20’erne, da hun blev kærester med en jævnaldrende ung mand. Det første halve år var der ingenting. Vi var meget unge og dramatiske, skændtes og den slags, men han slog ikke. Indtil en fredag nat, hvor vi havde været i byen. Jeg stod på gaden og snakkede med en gammel bekendt, og efter at han var gået, stak min kæreste mig en lussing i ren jalousi. Jeg sagde: ”Det er slut, jeg vil ikke være kærester”. Han græd og undskyldte: Han havde aldrig gjort sådan noget før. Så jeg tænkte: “Okay, vi er fulde ..,” og tilgav ham. Men nogle måneder efter startede det igen, og det eskalerede. Han råbte, og han skreg. Selv på gaden råbte han. Ingen blandede sig. Han smadrede ting, når han blev vred. Han var besidderisk og jaloux og fik sjovt nok vendt det til, at det var mig, der var skør, paranoid og besidderisk. Han gik i byen uden at ringe hjem og sige, hvor han var. Men hvis det var mig, der gjorde det, brød helvede løs.”
I starten slog Sanne igen
“Voldsomt. Jeg var ikke en pige, som på nogen måde var svag. Jeg ville sgu ikke finde mig i at blive slået. Så … jeg slog ham.”
Magtbalancen ændrede sig for alvor, den dag Sanne holdt op med at slå igen. Han fik overtaget.
“Han havde slået mig, og jeg ville give ham en lussing tilbage, men fordi jeg var så vred, hamrede jeg simpelthen en knytnæve lige i næsen på ham, så han fik næseblod, som man ser det på film – det sprøjtede op på et køkkenskab. Det er ikke noget særlig pænt at skulle fortælle om sig selv, men det gjorde jeg altså. Og dér gik det op for mig, hvad fanden det var, vi lavede. Jeg råbte: ”STOP, STOP, STOP, vi skal ikke gøre det her!”. Dér holdt jeg op med at slå. Men det gjorde han ikke.”
Hvad var han for en mand?
“Han kom fra en veluddannet hippiefamilie og havde haft meget frihed og ikke så mange grænser. Men jeg tror absolut ikke, der havde været vold. Jeg kommer heller ikke fra et hjem med vold, så det var ikke noget med, at jeg ligesom… havde søgt hen imod en person, der ville behandle mig som lort. Den kæreste, jeg havde haft forinden, havde været jordens sødeste menneske. Det var simpelthen kombinationen af at møde det forkerte menneske på det forkerte tidspunkt. Jeg var så ung, og jeg var dårlig til at gennemskue, hvad det var for et spil, han havde gang i.”
“Han var dominerende og stolt og en sadistisk type. Han nød virkelig at tale mig ned, fornærme mig verbalt, kalde mig ting og køre rundt med mig. Der begyndte at tegne sig et mønster: Hvis han var uenig med mig i noget, jeg sagde – så slog han. Det lyder helt sindssygt. Det er også sindssygt at sidde her og høre mig selv sige det. Men han hjernevaskede mig, han fik mig på en eller anden måde til at føle, at når jeg nu var så provokerende og grænseoverskridende, skulle det have en konsekvens. Han fik mig til at tro, at jeg egentlig fortjente at blive behandlet sådan. Jeg var ingen engel. Jeg kunne være vanvittigt provokerende og for meget. Men vold kan aldrig nogensinde retfærdiggøres. Han burde selvfølgelig have sagt fra på en anden måde. Det stod på i næsten to år.”
Hvad gjorde volden ved dig psykisk?
“Jeg blev meget nervøs, når folk råbte. Og jeg kunne ikke tage at se folk, der havde konflikter med hinanden. Jeg har det stadig sådan, at jeg ikke kan klare, hvis folk råber ad mig. Jeg bliver nervøs, jeg går ligesom ind i en glasklokke. Så kan jeg ikke tænke. Eller høre. Mit hjerte hamrer. Det er vel noget posttraumatisk.”
Jeg skammede mig
Sanne fortalte det ikke rigtig til nogen.
“Nej, for jeg syntes simpelthen, det var så enormt pinligt. Det var SKAM. Jeg skammede mig så inderligt.”
Og der var tilsyneladende ingen, der selv opdagede, hvad der foregik.
“For jeg havde ikke blå mærker. Jeg fik jo ikke knytnæver i ansigtet, det var noget med at få en flad på siden af hovedet eller blive slået i baghovedet. Eller jeg blev sparket eller skubbet eller væltet ned på gulvet, og så slog han mig. Jeg kunne gå rundt med en bule i baghovedet eller en hjernerystelse eller et øre, der var revnet bagpå. Men der var ingen synlige blå mærker. En gang fik jeg blå mærker på ryggen. Jeg var model på det tidspunkt, og jeg kan huske, hvordan han slog mig i ansigtet, og jeg sagde: ”Nej, nej, ikke mit ansigt”. Det var grotesk. Selv i situationen kunne jeg være rationel. Det var helt sindssygt.”
En aften havde Sanne været i byen. Da hun kom hjem, gik hun ud i køkkenet og drak vand af en kop.
“Han kom ud i køkkenet og spurgte: ”Hvor har du været?”. Jeg svarede, at jeg havde været sammen med min veninde. Så gav han mig en lussing, så koppen splintredes op i mit ansigt. Jeg måtte syes på skadestuen. De spurgte, om jeg ville anmelde ham. Men jeg turde ikke. Hvad fanden gør man, når kæresten er derhjemme? Man bor jo stadig sammen med ham. Det gør det bare endnu værre. Så det gjorde jeg ikke. Men det fortryder jeg i dag.”
Hvorfor?
“På en eller anden mærkelig måde ville jeg stadig beskytte ham – og beskytte mig selv – ved ikke at anmelde det. Men han burde være blevet anmeldt. Selvfølgelig. Han ville jo gøre det igen, og det gjorde han også. To af hans kærester efter mig kontaktede mig efterfølgende, fordi han gjorde det samme mod dem.”
Hvad sker der egentlig med kærligheden i et voldeligt forhold?
“Sagen er, at den kærlighed, der har været, ikke forsvinder, i det øjeblik man bliver slået. Man får knust sit hjerte og sin værdighed, men kærligheden, der var inden, den forsvinder ikke bare. Det er noget mærkeligt noget, for man ved godt med sig selv, at det, der foregår, er forkert. Men man er tilsyneladende ikke nået helt dertil, at det er gået op for én, at det er rivravruskende forkert. For følelserne er ikke blevet smadret nok endnu. Det er følelserne, der skal smadres. Så kan man gå. Men det er en proces, og det er derfor, det er så svært at gå. Man skal helt derud, hvor man kan se: Det her, det slår mig ihjel.”
Nåede du derud?
“Ja. Da jeg nåede til at skulle gå fra ham, så tænkte jeg: Han ender simpelthen med at slå mig ihjel, hvis jeg ikke kommer ud af det. Jeg sad på køkkenbordet. Vi diskuterede et eller andet. Og netop som jeg sagde: ”Jeg er ikke enig”, fik jeg en flad. Og dér tænkte jeg: Hvis man kan få en flad for at sige, at man ikke er enig, hvad ender det så ikke med? Det var vendepunktet: Det her er sygt, det skal jeg bare så meget ud af.”
Sanne og kæresten boede ikke sammen på det tidspunkt. De havde tidligere boet sammen i otte måneder i hendes lejlighed – så havde hun bedt ham om at flytte, hun smed ham faktisk ud, siger hun, og han havde fået sin egen lejlighed. Men de var alligevel blevet ved med at være kærester.
“Så vi var i hans lejlighed, den dag jeg endelig gik fra ham. Jeg stod i døråbningen, sagde ikke mere, efter at jeg havde sagt, jeg ville gå, jeg vidste, det ville være sidste gang, jeg var der. Så sagde han: ”Nu går du, for ellers …”. Og så gjorde han en meget sigende bevægelse med hånden. Det var afslutningen. Han chikanerede mig et par måneder bagefter. Blev ved med at lægge beskeder på min telefonsvarer og kalde mig alle mulige ting. Så fik jeg en ny kæreste, og min ekskæreste så os sammen i byen og fik selv en ny kæreste. Og så ebbede chikanen ud.”
Han sagde undskyld
“Jeg mødte ham mange år senere. Og han sagde faktisk undskyld. Sagde, at han vidste, det var forkert. Dér troede jeg, der var fred imellem os. Men siden mødte jeg ham igen. Han kiggede ondt på mig og ville ikke engang hilse. Den dag gik jeg hjem og skrev en sang om det. Den kom med på et album, og det var første gang, jeg i en tekst kunne sige: Jeg har været udsat for vold. Så han blev en kunstners inspiration til at få sat ord på noget.”
Hvordan har det påvirket dit forhold til mænd?
“På den måde, at jeg i dag véd, det ikke kommer til at ske igen. Jeg har i løbet af mit liv gransket mit sind så grundigt på så mange planer, og jeg ville vide, at hvis min partner slog mig én gang, ville det kunne ske igen. Jeg ville ikke tøve et sekund med at gå, for der er flere millioner mænd i verden, og jeg ville nok godt kunne forelske mig i en anden. Samtidig må jeg også sige: Det er altså ikke sådan, at jeg kan lugte den type mænd. Det her sker i alle lag. Og det kan ske for alle. Det er det, der er så uhyggeligt.”
Sanne havde ikke børn med kæresten, og hun siger:
“Min version er bare en lightudgave – hvis der er børn i forholdet, er det i en helt anden kategori. At gå fra hinanden er svært i sig selv. Hvis forholdet er voldeligt, og der er børn i det, er det endnu sværere.”
Hvad skal vi gøre?
“Allerede i skolen skal vi have fag, hvor vi lærer, hvordan man behandler og respekterer hinanden. Hvordan man taler sammen og rummer, hvad andre mennesker siger. Jeg tror, fåtallet af de mænd, der slår, er sadister eller psykopater. Jeg tror, at dem, der slår, er helt almindelige mænd, der ikke har lært at håndtere deres eget følelsesliv. Og så skal vi lige huske, at det altså også sker for mænd, at deres kvinder slår dem. Så jeg vil ønske, vi bliver bedre til at reagere, hvis vi lugter, der er vold i et forhold. Vi skal sgu tage fat i hinanden. Være mindre bange for at blande os. Den dér med, at man ikke skal blande sig i andres parforhold, tror jeg overhovedet ikke på. Hvis man oplever, at en person bliver domineret eller manipuleret, skal man ikke bare stå på sidelinjen. Jeg blander mig i dag, hvis folk har konflikter. Fordi jeg er nødt til at handle for at få det stoppet. Og helt egoistisk: Fordi jeg ikke kan rumme konflikten.”
Så er det sagt. Sanne har åbnet posen. Og der er ikke noget at skamme sig over. Hun siger:
“Jeg stiller ikke op her, fordi jeg har et behov for at fortælle min historie, for det har jeg absolut ikke. Men når jeg er blevet spurgt, kan jeg ikke andet. For hvis jeg siger nej, er jeg en kujon. Så er jeg en kvinde, der er blevet slået og lever i en stille skam, og det vil jeg ikke være. For det er ikke min skyld, at jeg blev slået. Og jeg er videre. For mig handler det ikke om at slutte fred med noget, for det har jeg gjort. Det handler om, at hvis det kan ske for mig, kan det ske for alle. Det gør mig faktisk ked af det at tænke på det, for jeg ville ønske, jeg var gået efter den første lussing. Jeg har heldigvis aldrig siden haft en kæreste, der slog mig.”
LÆS FLERE HISTORIER
MARIE
“Inderst inde vidste jeg jo godt, at den var helt gal med det forhold, jeg levede i. Og både veninder, kollegaer og endda mine forældre påpegede det.”
PERNILLE
“Jeg ville ønske, at nogen havde henvist mig til Danners krisecenter. Jeg kunne ikke finde ud af at cutte forbindelsen til min eks.”
MATILDE
Matilde blev en skygge af sig selv. Men efter en nat, hvor han tog kvælertag på hende, forlod hun ham og søgte hjælp hos ’Sig det til nogen’.