PERNILLE

“Jeg ville ønske, at nogen havde henvist mig til Danners krisecenter. Jeg kunne ikke finde ud af at cutte forbindelsen til min eks. Jeg vidste ikke, at det var så omfangsrigt at komme ud af volden, som det var og stadig er” fortæller Pernille.

I dag er det godt fem år siden, at Pernilles daværende mand en morgen kom ind i huset i alkoholpåvirket tilstand. Han var vred og råbte af hende. Han kastede nøgler og taske på gulvet i lokalet, hvor Pernille og de to børn opholdt sig.

“Han tager mig hårdt i armen og begynder at slå mig i ansigtet – mange gange. Mine briller ryger på gulvet og han skubber mig hen langs køkkenbordet og ned på gulvet. Den eneste grund til at jeg ikke besvimer er, at mine børn er der. Han sparker mig og slår mig, mens han står bøjet over mig” fortæller Pernille om overfaldet.

“Min søn har fortalt mig, at han stod ved siden af. Han prøvede at komme imellem os, men blev skubbet væk. Jeg registrerede det ikke. Undervejs i dette får jeg en slags forløsning. Det, jeg havde forventet i flere år, sker faktisk.”

Dét at få ret var på en måde afklarende, forklarer Pernille om det overfald, der betød, at hendes eksmand fik en dom for fysisk vold. 

Den perfekte mand

Forud for hændelsen var gået flere års uligeværdigt og psykisk sårende samliv, hvor Pernille altid havde følt, at hun elskede ham mere end omvendt.

“Han var billedet på den perfekte mand for mig. Mens jeg var den første i familien, der fik en studentereksamen, så kom han fra et akademikerhjem, og han havde ambitioner om selv at få en god uddannelse. Jeg var forhippet på, at jeg skulle have ’hele pakken’. Efter vi blev kærester, gik det stærkt med at købe lejlighed. Han kunne også spille musik, og jeg overså, hvor lidt social han var, og hvor meget jeg skulle holde hånden over ham” fortæller Pernille.

I dag kan hun se, at hun lod hans vrede og ligegyldighed diktere forholdet. Hun var mor for både børnene og ham.

Han kunne ikke forstå, at hun følte, at hun trak hele læsset, når han for eksempel ikke deltog i opdragelsen af børnene, når han kritiserede hendes mad og bestilte pizza til sig selv i stedet, når han aldrig hentede eller bragte børnene til børnehaven, og når han en sjælden gang skulle hente og alligevel glemte det.

Han blev sur, hvis hun ikke vækkede ham om morgenen, så han kom for sent på arbejde. Og når de spiste aftensmad, kunne han blive voldsomt ophidset over små ting, slå i bordet og råbe.

Mens han godt kunne finde tid til at gå til sport og løbe maraton, havde han aldrig tid til at passe børnene, hvis hun skulle noget om aftenen. Så bedstemødrene blev tilkaldt, for han ’orkede’ ikke at passe dem. Samtidig var det med store bebrejdelser over, at Pernille ikke hellere ville være sammen med ham end børnene.

Kvindeligheden forsvandt

“Vi havde et højt konfliktniveau – og det påvirkede børnene. Sundhedsplejersken blev klar over, at der var noget galt, da vores søn havde lavet en tegning af familien. På tegningerne var han selv, hans søster og jeg glade, mens hans far altid var sur. Sundhedsplejersken opfordrede mig til at snakke med den åbne rådgivning i kommunen. Det gjorde jeg dog ikke, men jeg begyndte at være mere åben over for familie og venner om, at jeg faktisk var vred på min mand og træt af ham” fortæller Pernille.

Den sommer blev hun mere bevidst. Hun havde følt, at hendes kvindelighed og selvværd var blevet til ingenting sammen med ham. Nu begyndte hun at ranke ryggen, at føle sig mere kvindelig igen. Det var også denne sommer, hun besluttede, at hun ville skilles.

I dag er Pernille flyttet til en anden by sammen med børnene. Og hun synes stadig, det er svært at være stærk for både sig selv og børnene, men det har hjulpet at flytte langt væk fra ham. Hun må dog erkende, at samarbejdet om deres børn er svært.

“Vi har stadig nogle af de samme mønstre, og vi har stadig konflikter. Han er jo ikke kun min eksmand, han er også min voldsmand, som jeg gik fra, siger Pernille, som i perioder er nødt til at tage én dag ad gangen. “

“Jeg har ikke professionel erfaring med at være voldsudsat. Jeg ville ønske, at nogen havde præsenteret mig for nogle muligheder for at få faglig hjælp og rådgivning, for jeg tror, det kunne have sparet mig for mange omveje, bekymringer og depressive perioder.”

LÆS FLERE HISTORIER

MATILDE

Matilde blev en skygge af sig selv. Men efter en nat, hvor han tog kvælertag på hende, forlod hun ham og søgte hjælp hos ’Sig det til nogen’.

MARIE

“Inderst inde vidste jeg jo godt, at den var helt gal med det forhold, jeg levede i. Og både veninder, kollegaer og endda mine forældre påpegede det.” 

SANNE GOTTLIEB

“Jeg ville ønske jeg var gået efter den første lussing”. Med et rådgivningstilbud som ‘Sig det til nogen’, havde Sanne haft en langt større chance for at gå tidligere.