MARIE
Når man har været udsat for vold, er det afgørende, at man får hjælp af en professionel person med en voldsfaglig viden. Uden en specifik faglig forståelse for voldens mekanismer og konsekvenser risikerer ellers velmenende socialrådgivere, psykologer, læger og andre fagpersoner i bedste fald ikke at møde de voldsudsatte kvinder på den rigtige måde. I yderste konsekvens kan de utilsigtet være med til at re-traumatisere kvinderne.
“Rigtig mange voldsudsatte kvinder oplever, at de ikke at blive taget alvorligt. Dels fordi kvinderne længe har skjult volden på grund af skyld og skam, og dels fordi voldsmanden typisk kun udøver volden over for kvinden i det skjulte. Mange voldsmænd har en evne til at fremstå søde, hjælpsomme, sjove og charmerende over for omverdenen. Selv familie og venner kan ofte slet ikke få de to billeder til at hænge sammen,” fortæller voldsfaglig rådgiver i Danner, Hanne Kirstein.
Hun er tilknyttet det ambulante rådgivningstilbud ‘Sig det til nogen’, som er et samarbejde mellem Danner, Krisecenter Randers og Krisecenter Ringsted. Tilbuddet henvender sig til kvinder, der har været udsat for psykisk vold eller andre voldsformer og som ikke ønsker eller har behov for at komme på krisecenter.
“Jeg har rigtig tit oplevet, at professionelle i for eksempel kommunen og i familieretshusene også bliver manipuleret af voldsudøveren. Vi er alle modtagelige over for charme, og det kræver voldsfaglig erfaring at gennemskue, hvad det er for et system, voldsudøveren opererer i. Noget af det første, jeg gennemgår med de kvinder, der kommer hos mig, er den såkaldte voldstrappe. Det er en model, der forklarer, hvordan volden er en gradvis proces, der udvikler sig over tid og handler om magt og kontrol,” siger Hanne Kirstein.
En forståelse af voldens dynamikker er alfa og omega – både for kvinderne selv, men også for de fagpersoner, de kommer i kontakt med.
“Det er måske en lidt vovet påstand, men jeg vil sige, at man nogle gange kan komme til skabe sekundær traumatisering, hvis man som fagperson ikke forstår kvindens situation. Ofte er hun ude af stand til at sige fra, fordi hun stadig er bange for voldsudøveren – også selv om forholdet er slut. Afhentning og aflevering af børnene skal for eksempel ikke ske hjemme hos kvinden. Han skal slet ikke komme hjemme hos hende. Fælles møder kan være meget grænseoverskridende for nogle. Der er så mange ting, hvor man kan komme til at overskride kvindens grænser og modarbejde den proces, hun er i gang med.”
Skulle bare “gøre noget ud af sig selv som kvinde”
Marie er en af de kvinder, der aldrig kom på krisecenter, selv om hun i 17 år levede i et forhold, der stor set fra starten havde været præget af manipulation og psykisk vold. Da hun endelig fandt styrken til at gå, var hun psykisk nedbrudt og havde akut brug for professionel hjælp. Men derfra gik der flere år med at finde den rette behandler.
“Inderst inde vidste jeg jo godt, at den var helt gal med det forhold, jeg levede i. Og både veninder, kollegaer og endda mine forældre påpegede det. Men jeg er rigtig god til at lukke af for mine følelser og fortrænge. Men på et tidspunkt fik jeg et coachingforløb på mit arbejde, der handlede om præsentationer og selvtillid. Det satte en proces i gang i mig. Efter det begyndte jeg at crashe, for pludselig kunne jeg mærke noget igen. Og det førte til, at jeg endelig gik fra ham,” fortæller hun.
Et halvt år efter, at Marie og hendes to døtre på tre og seks år var flyttet, havde hun det rigtig skidt. Der var glimt af lys, men ellers var hendes verden helt grå og uden sammenhæng i tid. Hendes læge blev bekymret og gav hende en psykologhenvisning.
Marie kunne ikke finde nogen med speciale i psykisk vold, men valgte en psykolog, der arbejdede med PTSD, traumer og stress. Men forløbet var langtfra den hjælp, hun havde håbet på. Psykologen mente ikke, Marie kunne have en depression, når hun var i stand til at passe sit arbejde og tage sig af sine børn.
“De første to gange gik med at klarlægge min baggrund. Jeg fortalte, at jeg ikke kunne sove om natten, at jeg havde selvmordstanker, og at jeg på ingen måde var klar til et nyt forhold. Men de ting mente hun ikke, vi behøvede at gå ind i. Tredje gang sagde hun, at jeg skulle komme tilbage om tre til seks måneder, og at hun ville udfordre mig til at bruge den tid på at gøre noget ud af mig selv som kvinde og gå ud og få en kæreste. Jeg blev ærlig talt chokeret, da hun sagde det,” siger Marie i dag.
Droppede psykologer
Marie ringede til sit forsikringsselskab og bad dem vælge en ny psykolog. De fandt en med speciale i angst, depressioner og traumer. Men selv om kemien med den nye psykolog ikke fejlede noget, fik Marie heller ikke denne gang ret meget ud af forløbet.
“Hun gik meget op i at cirkle rundt om de samme ting og blev ved med at spørge, om det ikke havde været forfærdeligt at leve sammen med en tyran. Hun syntes, jeg var utrolig spændende, hvilket fik mig til at føle mig som et forskningsobjekt. Det gav heller ikke mening for mig at fortælle de samme ting om og om igen. Jeg savnede redskaber til at gøre noget fremadrettet for at få det bedre. Da vi afsluttede efter 12 gange, var der ikke sket noget som helst, så jeg droppede psykologer,” fortæller Marie.
Efterfølgende fik hun af en veninde anbefalet en terapeut, der viste sig at være helt rigtig for hende, og som hun stadig går hos i dag.
“Nu har jeg fundet ‘en voksen’, der kan holde mig i hånden. Hun har forståelse for, hvornår jeg kan blive prikket til, og hvornår jeg skal kunne trække vejret. Før kunne jeg ikke slappe af, kunne ikke sove, og alting vibrerede konstant inden i mig. Det er væk nu og kommer kun tilbage, når jeg for eksempel skal til et møde med eksen.”
Kastede op af angst for at søge hjælp
I dag ville Marie ønske, at et tilbud som ‘Sig det til nogen’ havde eksisteret dengang, hun desperat søgte efter den rette professionelle hjælp. “Før jeg henvendte mig til min læge, prøvede jeg faktisk at ringe til Mødrehjælpen. Jeg får konstant at vide, at jeg er virkelig stærk, så jeg havde aldrig rakt ud efter hjælp før. Det var så angstprovokerende for mig, at jeg brød sammen og kastede op, før jeg foretog opkaldet. Og jeg blev slået helt ud, da kvinden i telefonen sagde, at jeg skulle ringe igen og få en tid om et par måneder,” fortæller Marie og fortsætter:
“Et krisecenterophold ville bare have eskaleret det hele. Hans forældre ved for eksempel stadig ingenting. Et rådgivningsforløb hos nogle, der forstod min situation og vidste, hvad psykisk vold handler om, ville have været det bedste alternativ for mig.”
LÆS FLERE HISTORIER
PERNILLE
“Jeg ville ønske, at nogen havde henvist mig til Danners krisecenter. Jeg kunne ikke finde ud af at cutte forbindelsen til min eks.”
FREJA
“Jeg vidste ikke, at man kunne få den slags rådgivning uden at bo på krisecenter. Og jeg var overbevist om, at mit tilfælde ikke var slemt nok.”
SANNE GOTTLIEB
“Jeg ville ønske jeg var gået efter den første lussing”. Med et rådgivningstilbud som ‘Sig det til nogen’, havde Sanne haft en langt større chance for at gå tidligere.