Rådgivning til pårørende

‘Sig det til nogen’ er også et gratis rådgivningstilbud til pårørende til kvinder, der har været udsat for vold i nære relationer. 

Vi tilbyder både individuel pårørenderådgivning og gruppeforløb. Gruppeforløb findes dog lige nu kun i København og Randers.

Sådan er forløbet

Rådgivningen til pårørende foregår i hyggelige, trygge og anonyme lokaler centralt i enten Storkøbenhavn, Ringsted, Randers, Kolding eller Holstebro. Du kan få rådgivning det sted, der passer dig bedst. Gruppeforløb for pårørende findes for nu dog kun i København og Randers.

Som pårørende kan du også modtage rådgivning online eller via telefon. Kontakt os via telefon eller mail for næste skridt. Vi sidder klar til at høre fra dig.

Pårørenderådgivning består typisk af 1-3 samtaler. Forløbets formål er at klæde dig på med viden om voldens mekanismer, så du dermed bedre kan forstå kvindens situation, og du får redskaber til at række ud til og støtte hende.

Som pårørende kan du være en søster, forælder, ven, nabo, kollega eller en anden nær relation, der observerer volden. Pårørende til en voldsudsat kan også have brug for rådgivning til, hvordan du bedst støtter den voldsudsatte. Du kan som pårørende hjælpe med at bryde med volden. Omvendt kan du også fastholde kvinden i en voldelig relation. Et stærkt privat netværk, der har forståelse for voldens dynamikker, kan derfor være afgørende for kvindens evne og handlekraft til at bryde med volden.

I et rådgivningsforløb kan du som pårørende:

  • Modtage hjælp til at forstå volden og dens konsekvenser for kvinden
  • Få konkrete redskaber og handleanvisninger til at hjælpe kvinden med at bryde med volden
  • Styrke din evner til at gå i dialog med kvinden om volden
  • Dele erfaringer og tale om de svære følelser med andre pårørende i en lignende situation, hvis du vælger et gruppeforløb

Hvordan starter man?

Hvis du tror, at et rådgivningsforløb med rådgivning til pårørende er noget for dig, kan du ringe eller skrive en mail til os. Kontakt os enten i København, Randers, Kolding, Holstebro eller Ringsted – alt efter hvad der ligger tættest på dig. Nogle gange – når det er relevant – tilbyder vi selv pårørende til en kvinde, der er i et individuelt rådgivningsforløb, et forløb. Hvad enten du selv tager kontakt eller bliver kontaktet af os, starter vi med en afklarende samtale for at finde ud af, om rådgivning til pårørende er noget for dig – hvis det er, finder vi sammen en tid til første samtale – er det ikke, kan vi eventuelt hjælpe dig med at finde et andet tilbud. 

Hvis vi ikke tager telefonen, kan du sende en e-mail eller indtale en besked på telefonsvareren, hvor du oplyser dit telefonnummer, træffetider og dit navn, så vil vi vende tilbage til dig hurtigst muligt. 

Gruppeforløb til pårørende

Er du tæt på en voldsudsat kvinde? I København og Randers kan vi nu tilbyde gruppeforløb til pårørende.

Om Sig det til nogen

‘Sig det til nogen’ findes i flere forskellige byer og bygger på krisecentrenes stærke faglighed om vold.

Er det vold?

Er du i tvivl om det, du oplever, er vold, skal du stole på din mavefornemmelse. Vold er nemlig meget mere end fysisk vold.