ANNE (del 1 af 3)
Hvad gør man, når man står på sidelinjen – rådvild og magtesløs – mens en kvinde, man elsker, bliver nedbrudt i et voldeligt forhold? En mor og en søster fortæller i denne serie om den svære situation, selv de mest ressourcestærke pårørende kan havne i.
“Før alt det her havde jeg meget få grå hår,” siger Sofie og sætter sig til rette i sofaen hos Danner sammen med sin mor, Liselotte.
De kender begge Danner rigtig godt. Det er kun lidt over et år siden, Sofies storesøster og Liselottes datter, Anne, flyttede ind på krisecenteret midt i julemåneden. På det tidspunkt var Anne mor til en toårig, højgravid og meget lidt sig selv. Hendes personlighed var nærmest udslettet af den psykiske vold, hendes mand og faren til hendes børn i årevis havde udsat hende for.
Alle var i chok. Både Anne selv, Sofie og deres forældre.
“Hvordan endte vi her? Den slags sker jo ikke i vores familie,” tænkte de alle.
Men samtidig følte Sofie en enorm lettelse. Hun skulle ikke længere være alene om at bære rundt på hemmeligheden om, hvad hendes søster blev udsat for. En hemmelighed, der havde gnavet hul i hendes eget liv.
Kontrollen kom snigende
Det var ellers begyndt som en stormende forelskelse. Anne, som er forsker, havde netop fået en ph.d-stilling i udlandet, og på en konference havde hun mødt Tom.
“Jeg har aldrig nogensinde set min søster være så forelsket. Hun svævede på en lyserød sky, og det var rigtig dejligt at se” smiler Sofie.
I nogle år havde Anne og Tom et godt og velfungerende langdistanceforhold, og så flyttede de sammen. Selv om de boede i udlandet, havde Sofie tæt kontakt med sin søster. De talte jævnligt sammen over Skype og besøgte tit hinanden. Og lidt efter lidt lærte Sofie Tom at kende.
“Jeg kom ret godt ud af det med ham i starten. Han var stille og rolig, meget venlig, smilende og behagelig på sin egen facon,” fortæller hun.
Med tiden blev der længere mellem smilene, og Sofie begyndte at lægge mærke til nogle af Toms særheder. Da Anne på et tidspunkt væltede på cykel og brækkede benet, ville Tom for eksempel bestemme, hvilke sko hun skulle have på den raske fod. Og hun skulle holde fast i gelænderet med begge hænder, når hun skulle ned ad trappen.
“Men det hele var pakket ind i omsorg og hensyn til Annes sikkerhed,” siger Sofie.
Kort efter blev Anne gravid, men fik en spontan abort. Det gjorde Tom meget vred. Så da hun kort tid efter blev gravid igen, ville han kontrollere graviditeten totalt. Af hensyn til barnet, som han sagde.
“Jeg tænkte, at jeg godt nok var glad for, at det ikke var min mand, der var sådan. Men Anne virkede ubekymret og jokede med, at hun havde forelsket sig i en afslappet type, der så havde vist sig at være lidt ‘uptight’,” fortæller Sofie.
På hans måde
I julen 2015 tog Sofie og hendes forældre på besøg hos Anne og Tom og holdt juleaften, selv om Tom ikke var meget for alt det med julen. Han ville helst ikke have kristne symboler som engle i deres hjem, og Anne havde måttet kæmpe for at få lov til at have juletræ.
“Men han var samtidigt virkelig et familiemenneske. Det var meget vigtigt for ham, at familien var sammen. Problemet var, at han kunne lide idéen om storfamilien. Men hvis nogen havde en anden mening end ham, var det ikke velset. Han sagde ikke noget, men temperaturen i rummet kunne godt dale ti grader, når noget ikke passede ham. Og vi var jo gæster i deres hjem og ville ikke gøre nogen utilpasse. Så vi gik meget på listefødder omkring ham den jul,” husker Sofie.
I slutningen af december fødte Anne en lille pige. Hun fødte som planlagt hjemme, og fødslen gik så godt, at Tom forgudede hende i en periode.
“Han syntes, det var så fantastisk, at hun havde gjort det på hans måde. Alt var i ét med naturen, sådan som han ville have det,” siger Sofie.
Da Sofie og hendes forældre kom for at se den nyfødte Lea, ville Tom ikke lade dem holde hende.
“Han sagde, det var vigtigt, at barnet knyttede sig til forældrene i starten. Jeg kunne måske godt forstå, hun skulle ligge på mor og far lige der. Men sådan blev det jo faktisk derfra. Vi måtte jo næsten ikke få lov til at røre ved Lea,” siger Sofie.
Holdt op med at pakke det ind som omsorg
Da Lea var næsten et år gammel, fik Anne en eftertragtet forskerstilling i Danmark. Familien flyttede til København og slog sig ned ti minutters gang fra Sofie. Nu sås de to søstre ofte, men deres forældre så ikke meget mere til Anne, Tom og det lille barnebarn.
“Vi inviterede dem ud til os, men ofte var Tom syg, eller også var der en anden grund til, at han ikke kunne komme med. Og vi blev stort set aldrig inviteret hjem til dem. Når vi så endelig var der, var der sådan en grim stemning. Kold. Iskold,” fortæller Liselotte.
Med tiden blev Tom mere grov og holdt op med at pakke kontrollen ind som bekymring. Og det blev kun værre, da Anne kort efter fandt ud af, at hun var gravid igen. Når hun kastede op, kaldte han hende doven. Han mente, hun var en uansvarlig mor, der arbejdede for meget, selv om hun knap nok passede sine timer på det nye arbejde. Og hun måtte ikke se sine venner, for så gik der tid fra familien.
“Han isolerede hende, så hun gik fra at være super udadvendt og have et kæmpe netværk til at sidde hjemme hver aften og prøve at please ham,” siger Sofie, og Liselotte tilføjer:
“Da hun fik jobbet, havde han også sagt til hende, at hun slet ikke var dygtig nok. At de havde valgt den forkerte. Og uanset hvad hun gjorde, fandt han bare på noget, som skulle gøres på en anden måde. Det er dér, det virkelig tog fart, for hun begyndte at overtage hans mindset. Det er jo det, psykopater gør. De får en til at tro, at det er en selv, der er noget galt med. Det kan jeg se nu, men på det tidspunkt var min mand og jeg ikke klar over, hvor galt det stod til. Anne dækkede hele tiden over det.”
Kunne ikke forråde sin søster
Ofte ringede Anne og inviterede Sofie over til lidt hygge. Sofie vidste, at det først og fremmest handlede om, at Tom trods alt lagde bånd på sig selv, når hun kom. Derfor troppede hun for det meste op. Også selvom det krævede enorm overvindelse.
“Jeg kunne slet ikke have det, når han talte grimt til hende. Jeg sagde: “Hvordan kan du finde dig i, at han taler sådan til dig? Hvordan kan du leve med det? Du bliver nødt til at finde ud af, om det er det her, du vil.” Nogle gange tog jeg Lea med ind på hendes værelse, lukkede døren og hyggede med hende og prøvede at give noget positiv energi. Også for at hun ikke skulle høre, at hendes mor – eller kvinder generelt – blev talt til på den måde. Men samtidig turde jeg ikke sige noget til ham. Jeg var selv underlagt hans magt og ville gerne have, at han skulle kunne lide mig, så jeg kunne være der for Anne,” siger Sofie.
Som tiden gik, tærede Annes situation mere og mere på Sofie.
“Det føltes, som om jeg døde indeni, fordi jeg kunne se, at den var helt gal, men ikke kunne råbe hende op. Jeg havde lyst til at ryste hende og sige: “Nu tager du dig sammen!”. Jeg var ved at gå til, fordi jeg gik med den kæmpestore hemmelighed alene. Jeg følte virkelig, jeg ville forråde Anne, hvis jeg fortalte nogen, hvad der foregik. Og hvis hun så vendte mig ryggen, ville hun slet ikke have nogen,” siger hun og puster luften langsomt ud, inden hun ser på sin mor og fortsætter:
“Vi havde jo snakket lidt om den dårlige stemning, der var hjemme hos dem. Kan du ikke huske, da Anne fortalte os, at han en dag var blevet så vred på hende, at han havde taget en hæftemaskine og skudt hæfteklammer efter hende? Hun var selv så chokeret. Men det var jeg ikke. I mine øjne var det bare det naturlige næste trin. Men jeg kunne kun fortælle en lille del af det, jeg vidste om, hvor dybt det stak, og hvor væmmelig han var over for hende. Jeg kan huske, at jeg nogle gange sad hjemme hos jer og græd, og du krammede mig og sagde, at det hele nok skulle gå, men forstod selvfølgelig ikke, hvorfor jeg havde det sådan.”
“Du havde jo nogle problemer på jobbet og med nogle andre ting på det tidspunkt, så jeg troede, det var det, det handlede om. Jeg anede simpelthen ikke, hvad der foregik,” siger Liselotte.
LÆS FLERE HISTORIER
SOFIE (DEL 2 AF 3)
Tom smed Anne ud af deres lejlighed og beholdt deres lille datter Lea, uden at Anne kunne gøre noget. Da Anne ringede på hos Sofie, rystede hun af angst.
LISELOTTE (DEL 2 AF 3)
“Vi var jo paniske og ville bare have hende væk. Vi ville have, at hun skulle blive skilt i en fart. Men det kunne hun jo slet ikke kapere. Og den slags ved fagfolk.”
MARIE
“Inderst inde vidste jeg jo godt, at den var helt gal med det forhold, jeg levede i. Og både veninder, kollegaer og endda mine forældre påpegede det.”